Guide til drikkepenge i Alanya, Tyrkiet
Drikkepenge i Tyrkiet: Hvor meget skal man give?
Er du også i tvivl om, hvornår og hvor meget du skal give i drikkepenge i Tyrkiet?
Her får du Alanya Dks guide til drikkepenge i Tyrkiet, så du ved, hvad der er normalt på restauranten, hotellet, hos frisøren, i en taxi og efter et besøg i hamam.
I Tyrkiet er det almindeligt at give drikkepenge, når man har fået god service. På restauranter gives der ofte omkring 10 %, men drikkepenge er ikke noget, man behøver at regne helt præcist ud. Har man fået god mad og god betjening, kan man selvfølgelig give mere.
Drikkepenge hedder bahşiş på tyrkisk.
Hurtig oversigt over drikkepenge i Tyrkiet
| Hvem? | Hvor meget? |
|---|---|
| Tjener på restaurant | Ca. 10 % |
| Bartender | Rund op eller ca. 10 % |
| Hotellets rengøringspersonale | 20–30 kr. pr. dag |
| Taxichauffør | Rund beløbet op |
| Frisør / barber | Ca. 10 % |
| Hamam-personale | Ca. 10 % |
| Massør | Ca. 10 % |
| Turguide på udflugt | Efter service, typisk et mindre beløb |
| Chauffør på udflugt/transfer | Efter service, typisk et mindre beløb |

Drikkepenge på restauranter i Tyrkiet
På restauranter er omkring 10 % en god tommelfingerregel. Tjek dog gerne regningen først, da nogle restauranter allerede kan have tilføjet et servicegebyr.
På mange restauranter i Alanya bliver drikkepengene samlet og fordelt mellem medarbejderne. Fordelingen kan ske efter et pointsystem, hvor medarbejdernes funktion og ansvar på restauranten har betydning for, hvor stor en andel de får.
Nogle turister, som besøger den samme restaurant næsten hver dag på ferien, vælger at give et større beløb i drikkepenge i begyndelsen eller slutningen af ferien. Andre giver lidt efter hvert besøg. Begge dele fungerer fint.
Læs også >>

Drikkepenge til rengøringen på hotellet
Bor du på hotel, er det også god stil at lægge lidt til den person, der gør dit værelse rent.
Rengøringspersonalet er ofte blandt dem på hotellet, som gæsterne ser mindst, selvom de hver dag sørger for rene værelser, håndklæder, sengetøj og badeværelser.
Hos Alanya Dk har vi gennem årene mødt flere børn af kvinder, der arbejder med rengøring på hoteller. De har været meget glade for de ekstra drikkepenge og nogle gange slik eller andre små ting, som deres mor har fået med hjem fra hotelgæster.
Læg gerne drikkepengene et tydeligt sted, eventuelt sammen med en lille seddel, så der ikke er tvivl om, at pengene er tiltænkt rengøringspersonalet.

Drikkepenge i taxi
Når du kører taxi i Tyrkiet, er det ikke nødvendigt at give 10 % i drikkepenge. Her er det mere almindeligt blot at runde beløbet op.
Har turen eksempelvis kostet 285 TL, kan du betale 300 TL og lade chaufføren beholde resten.
Har chaufføren hjulpet med bagage, ventet på jer eller på anden måde ydet ekstra god service, bør du selvfølgelig vælge at give lidt mere.
Læs også >> 12 gode rejseregler du bør huske!

Drikkepenge hos frisøren og i hamam
Hos frisøren eller barberen kan du også give drikkepenge, hvis du er tilfreds med resultatet og servicen.
Det samme gælder efter et besøg i et tyrkisk bad, hamam. Her kan flere personer have været involveret i behandlingen, og omkring 10 % er en fin rettesnor.

Husk, at lønningerne i Tyrkiet er lavere end i Danmark
Drikkepenge kan virke som små beløb for en dansk turist, men de kan have større betydning for en medarbejder i Tyrkiet.
I 2026 er den officielle tyrkiske nettomindsteløn 28.075,50 TL om måneden, mens bruttomindstelønnen er 33.030 TL. 33.030 TL er ca. 4,402 kr mens 28.075,50 TL er ca. 3,743 kr.
Mange ansatte inden for turisme, restauration, rengøring og andre servicefag arbejder lange dage i højsæsonen. Derfor er drikkepenge en kærkommen ekstra indtægt for mange.
Det betyder selvfølgelig ikke, at du skal give drikkepenge for dårlig service. Se drikkepenge som en måde at vise, at du har været tilfreds med den service, du har fået.

Hvor meget giver man i drikkepenge i Tyrkiet?
Som en enkel rettesnor kan du regne med omkring 10 % på restauranter og i skønhedsindustrien, mens man i en taxi normalt blot kan runde beløbet op. Til rengøringspersonalet på hotellet kan man lægge et mindre beløb dagligt eller give et samlet beløb under ferien.
Der findes ikke ét bestemt beløb, som alle turister forventes at give. Drikkepenge skal først og fremmest afspejle den service, du har fået.
Og husk: Du behøver ikke veksle til euro eller dollars for at give drikkepenge. Tyrkiske lira er selvfølgelig helt fine – og ofte langt mere praktiske for modtageren.
Kunne du lide den artikel? Husk at like os på Facebook og få meget mere fra os!
Denne artikel omhandler:
- Hvad giver man i drikkepenge i Tyrkiet.
- Tyrkiske drikkepnge
- Ligger man drikkepenge i Alanya?
- Hvad giver man i drikkepenge i Alanya?
- Guide til drikkepenge i Tyrkiet
Note: Billederne er generet med AI for at give en mere visuel spændende artikel.
PIN IT!



Lukket for kommentarer.