Alanyas utrolige historie
Denne artikel er et uddrag fra bogen Alanya og omegn skrevet af forfatter Allan Huglstad.
Vi ved meget lidt om de ældste tider i Alanya, men udgravninger i Kadıinigrotten (en grotte der ikke er åben for turister), 12 km fra Alanya, i 1957 afslører, at der har levet mennesker i området 17.000-20.000 år før Kristi fødsel (f.K). Dengang boede mennesker i huler og levede af jagt og indsamling af frugt.
Hvornår byen Alanya blev grundlagt, vides heller ikke. Men vi ved, at området blev erobret af hittitterne fra Anatolien ca. 1400 f.K. Desuden nævner den græske historiker Herodot (ca. 485-425 f.K.), at nogle græske stammer efter erobringen af Troja ca. 1200 f.K. bosatte sig i området. Det ældst kendte navn er Coracesium, der blev anvendt af den græske geograf Scylax i det 4. århundrede f.K. Nogle mener, at navnet er afledt af gokkarga, der er en farvestrålende fugl, der i dag er ret sjælden. Coracesium giver ingen mening på græsk, men kan på latin være sammensat af corax (klippe) og caesium (himmel). Dengang var Alanya-regionen en del af det store perserrige, men kom dog under hellenistisk indflydelse, da Alexander den Store slog perserne i 334 f.K.
Kulturelt og politisk tilhørte Coracesium skiftevis Kilikien (området mod øst) og Pamfylien (området mod vest). Grækeren Strabon (63 f.K.-19 e.K.) beskriver byen som meget vanskelig og stejl at erobre. Placeringen på halvøen og den naturlige og sikre havn gjorde det muligt at forsvare byen med få styrker, hvilket gjorde den til et yndet tilholdssted for sørøvere og oprørere. Desuden kunne de nærliggende skove give tømmer til skibsbyggeri.
I 199 f.K. blev Kilikien erobret af kong Antiochos III fra det seleukidiske dynasti i Syrien – et dynasti, der nedstammede fra en af Alexanders generaler. Coracesium modstod dog en belejring i 197 f.K. og blev uafhængig. Antiochos blev slået af romerne i 188 f.K. og mistede en stor del af Lilleasien, men beholdt Kilikien. Den konstante krig mellem seleukiderne og Ægyptens ptolomæiske dynasti, der også var grundlagt af en af Alexanders generaler, skabte et politisk tomrum, der efterhånden gjorde havnebyerne i Kilikien og Pamfylien til skjulesteder for pirater.
Piraterne opererede både enkeltvis og i store flåder, der gjorde hele Middelhavet usikkert. De kaprede fartøjer, brandskattede byer og tog masser af fanger, der blev solgt som slaver. Selv den italienske halvøs kyster blev plyndret.
Coracesium blev sørøvernes hovedby, og den mest berygtede sørøver, Diototos Tryphon (”den vellystige”), befæstede byen. Ifølge overleveringen isolerede han fæstningen fra fastlandet ved at grave en kanal tværs over halvøens rod fra Damlatas til den nuværende havn. Han blandede sig også i international politik, og det lykkedes ham endog at blive konge over seleukiderne 142-139 f.K. I 139 f.K. erobrede kong Antiochos VII dog byen og afsluttede Tryphons regentperiode, hvilket dog ikke forstyrrede sørøverne, der bl.a. kidnappede kongens datter. Situationen var dog utålelig for Romerriget – Julius Cæsar blev kidnappet af kilikiske sørøvere i det vestlige Middelhav og måtte løskøbes – og i 67 f.K. blev general Pompejus Magnus sat til at udrydde sørøveriet én gang for alle. Med en stærk hær og flåde jagtede han sørøverne fra vest mod øst og afsluttede med at slå dem i Coracesiums havn, hvorefter byens befæstning blev ødelagt.
Herefter blev Kilikien indlemmet i Romerriget, og en romersk garnison installeret i Coracesium, hvor borgen blev genopbygget. Efter mordet på den romerske diktator Cæsar 44 f.K. samarbejdede Octavian og Antonius om styret. Antonius regerede den østlige del af Romerriget, men endte med at lade sig besnære af den skønne dronning Kleopatra af Ægypten. Bl.a. forærede han hende flere landområder i riget. Historien fortæller, at de i år 41 f.K. tilbragte hvedebrødsdagene i Coracesium, og at hun fik foræret byen og Vestkilikien og brugte skovenes tømmer til sin flåde og til eksport. 32-30 f.K. førte Octavian – den senere kejser Augustus – krig mod Antonius og Kleopatra, der endte med deres selvmord, hvorefter Ægypten blev romersk provins, og Coracesium kom atter under Roms styre.
Herefter sænkede den romerske fred sig, og denne fortsatte under Det østromerske / byzantinske Rige frem til de arabiske sørøveres plyndringstogter i 600-tallet.
Vi ved ikke meget om denne periode. Coracesium optræder dog på mønter fra kejser Trajans tid (98-117 e.K.) og indtil 259, så vi må formode, at byen var en driftig handels- og søfartsby, der dog stod i skyggen af Side. Vi ved heller ikke, hvornår byen blev kristnet, men den kristne religion blev tolereret i Romerriget fra år 313, og vi ved, at mange kirker og befæstningsværker blev opført i det 6. og 7. århundrede, hvor byen blev biskopsæde. Byen skiftede nu navn til Kalonoros, der på græsk betyder smukt bjerg.
Omkring år 700 var Det østromer-ske/byzantinske Rige – især grundet arabiske fremstød – blevet reduceret til stort set kun at omfatte Lilleasien. Bl.a. bosatte araberne sig flere steder langs Kilikiens kyster, dog ikke i Kalonoros, hvis mure holdt stand. 700-tallet indledte en ny byzantinsk blomstrings- og ekspansionstid, der varede frem til starten af 1000-tallet. Således blev de sidste arabere fordrevet fra Kilikien omkring 965 af byzantinerne.
Omkring 550 var de tyrkiske folkeslag nær nutidens Mongoliet begyndt at rykke mod vest, og i begyndelsen af 1000-tallet bredte de nu islamiserede tyrkere sig over den iranske højslette. Efter at have erobret det nuværende Irak, Syrien og Palæstina, rettede de i 1071 et knusende slag mod Det byzantinske Rige, der mistede det meste af Lilleasien. Den tyrkiske stamme, seldsjukkerne, oprettede et sultanat, der viste, at de opfattede sig som Det romerske Riges arvtagere. Seldsjukkerne blev nu den dominerende magt i Anatolien med Konya som hovedstad. Deres tilstedeværelse hær muliggjorde tyrkisk og islamisk kolonisering og fremprovokerede korstogene. Samtidig bosatte kristne armenere, der var fordrevet af seldsjukkerne, sig i Kilikien, hvor de oprettede fyrstedømmer, der var mere eller mindre allierede med byzantinerne. Også i Kalonoros overtog armenere magten i det 11. årh.
I mellemtiden havde Venedig overtaget handelen i det østlige Middelhav (de kaldte Kalonoros for Candelore), og korstogene trængte gennem seldsjukkernes rige i det 12. århundrede, hvor det kristne kongedømme Armenien (1198-1375) blev dannet af de armenske småstater. Dette rige omfattede Middelhavskysten fra den nuværende tyrkiske østgrænse og til og med Kilikien og formentlig også Kalonoros.
Den tysk-romerske kejser Frederik Barbarossa indtog bl.a Konya under det 3. korstog (1189-91), men byen blev dog generobret af seldsjukkerne. Desuden blev Konstantinopel (Byzans) plyndret af korsfarerne i 1204, og Det byzantinske Rige blev et latinsk kejserrige indtil 1261. Forvirringen blev udnyttet af en byzantinsk feudalherre, armeneren Kyr Vart, der tog magten i Kalonoros.
I 1207 erobrede seldsjukkerne Antalya, der blev deres første base ved Middelhavet. Alaeddin Keykubad I var sultan 1220-1237 og rettede sit første felttog mod Kalonoros, som han ønskede at gøre til havneby for Konya. Han belejrede byen fra sø- og landsiden og indtog den i 1221. Sagnet fortæller, at han benyttede en krigslist: Tusindvis af geder fik sat brændende fakler på hornene, og i mørke set fra fæstningen troede man, at seldsjukkerne ville angribe med en overvældende styrke, hvorfor man overgav sig uden kamp. For at befæste sin erobring, flyttede han indbyggerne til Konya og giftede sig med Kyr Varts datter, der nu måtte skifte tro og navn. En anden historie fortæller dog, at Alaeddin forgæves forsøgte at erobre borgen, hvorefter han slog en handel af med Kyr Vart: Alaeddin fik borgen og datteren, og Kyr Vart fik en anden besiddelse, hvor han kunne nyde sin seniortilværelse. Kalonoros skiftede nu navn til Alaiye efter sultanen, og blev seldsjukkernes anden hovedstad og vinterresidens. Kunstnere og videnskabsfolk blev bosat, og Alaiye blev et handels- og kulturcenter.
Alaeddin Keykubad den Store var ikke blot feltherre, men også en stor bygherre, der rekonstruerede 19 byer (herunder Antalya, Konya og Alaiye) med befæstninger, madrasaer (teologiske skoler), karanvanseraier (kroer), moskeer og paladser.
Efter blomstringen under Keykubad kom en forvirret tid. Mongolerne strømmede ind over det nuværende Iran og Irak og besejrede seldsjukkerne i Østanatolien i 1243. Interne magtkampe udmattede seldsjukkerne, og 1300 blev sultanatet’ delt. Alaiye og Konya kom under dynastiet Karamonogullari. I 1361 indledte den cypriotiske kong Peter I (Cypern var et kristent kongerige 1197-1489) et felttog mod Antalya, erobrede byen og indlemmede Alaiye i sit kongerige. Efter en kort periode trak cyprioterne sig, og Alaiye kom atter under dynastiet Karamanogullari.
Det byzantinske Rige var reduceret til en lilleputstat i 1204, men i 1261 generobrede byzantinerne deres hovedstad ved hjælp af en anden tyrkisk stamme, osmannerne fra Vestanatolien. I løbet af 1300-tallet underlagde osmannerne sig det meste af Anatolien, der midlertidigt blev invaderet af mongolerne under Timur Lenk omkring 1400. I 1453 erobrede osmannerne Konstantinopel og udslettede de sidste sørgelige rester af Det byzantinske Rige. Herefter erobrede de resten af Lilleasien. Alaiye, der i 1427 var blevet solgt til Ægypten, blev i 1471 erobret af den osmanniske sultan Fatih Mehmet (Muhamed) II – også kaldet Fatih Erobreren – og Alaiye blev en del af provinsen Anatolien. I 1571 blev Alaiye underlagt provinsen Cypern, der samme år var erobret fra venetianerne, og hvor Alaiye fungerede som base for invasionen. Herefter gik handelen tilbage, hvilket betød nedgangstider for Alaiye.
I 1864 blev byen underlagt Konya, 1868 Antalya, og siden 1871 har Alaiye været et distrikt i Antalya-provinsen. Under 1. Verdenskrig var tyrkerne allieret med Tyskland, og resultatet blev Osmanner-rigets opløsning og kaotiske tilstande i Lilleasien. Grækerne besatte en del af Vesttyrkiet, mens italienerne i 1919 okkuperede dele af Sydanatolien og Middelhavskysten, og franskmændene tog Kilikien.
Dette blev signalet til Den tyrkiske Frihedskrig under Mustafa Kemal Atatürk.
I 1921 trak Italien sig ud, og samme år blev Frankrig fordrevet fra Kilikien. Grækerne blev smidt i havet i 1922, hvorefter alle grækere, herunder dem i Alanya, blev sendt ”hjem”, efter at have tabt kampen om Dumlupınar, der fandt sted i Kütahya i det vestlige Tyrkiet. Selvom de udenlandske styrker ikke forlod tyrkisk jord indtil efteråret i 1922, bliver 30. august i moderne tid fejret den 30. august sejrerens dag i Tyrkiet.
Den tyrkiske republik var erklæret d. 29. oktober 1923 i den nye hovedstad, Ankara og Atatürk blev valgt som Tyrkiets første præsident.
Fra 1923 og til sin død i 1938 blev Tyrkiet moderniseret oppefra af Mustafa Kemal, der i 1935 kom på besøg og med et pennestrøg ændrede byens navn til Alanya. Turismen startede i 1950’erne med åbningen ad Damlatas-grotten. Først efter 1960, da charterturismen tog fart, kom Alanya ud af sin tornerosesøvn, og byen voksede uden for murene og til det det er i dag.
