Den tyrkiske Simit – Historien bag de sprøde sesambrød
Den tyrkiske simit er en uundgåelige del af livet i Tyrkiet.
Dette sprøde sesambrød, som kan købes på næsten hvert gadehjørne, har ikke kun en fast plads i tyrkernes kost – det bærer også en dyb historisk og kulturel betydning.
Ordet simit stammer fra det arabiske ord samīd, som betyder fint mel.
Simit er et rundt brød med en sprød sesamkant, også kendt som en tyrkisk bagel, gevrek eller koulouri. Det er et af de mest almindelige og billigste brød i Tyrkiet. Simit spises ofte til morgenmad og kendes altid på sin karakteristiske ringform. Te, eller çay på tyrkisk, går hånd i hånd med simit. Mange tyrkere spiser simit til morgenmad som en del af en klassisk tyrkisk kahvaltı, men simit er også en populær snack til frokost.
I USA kaldes simit ofte for den “tyrkiske bagel”, mens den i nogle dele af Tyrkiet går under navnet gevrek eller endda susam kebabı (sesam kebab). Kært barn har mange navne, men uanset hvad man kalder det, er det ikke svært at forstå, hvorfor simit er så populær. Det sprøde brød med ristede sesamfrø smager fantastisk.
Hvis du er i Tyrkiet – eller planlægger en tur hertil – så guider vi dig til, hvor du kan finde simit i Alanya. Vi fortæller også historien bag brødet, så du kan imponere dine medrejsende med lidt sjov viden.

Hvad er en simit?
Simit er ikke et brød, der kræver koldhævning eller surdej. Det er et hurtigt bagværk med en mere fast konsistens og smager allerbedst lige efter, det kommer ud af ovnen.
Den traditionelle simitdej laves af mel, vand, gær og salt. Dejen formes til tynde strimler, der snos sammen til en ring, dyppes i naturlig sirup, rulles i sesamfrø og bages i en stenovn, indtil skorpen bliver gylden og sprød. Sesamfrøene tilføjer ikke kun en nøddeagtig smag, men også en dejlig knasende tekstur, der gør simit så delikat.
Simit har en let sødlig smag, men det kommer ikke fra dejen. Hemmeligheden ligger i den søde sirup, som brødringene dyppes i, før de rulles i sesamfrø. Siruppen sørger ikke kun for den karakteristiske smag, men fungerer også som lim, der får sesamfrøene til at hænge fast. De mest almindelige sirupper er druesirup og johannesbrødssirup, så tyrkisk kendt som pekmez. Der bruges også naturlige sirupper fra andre frugter, mens vindruer og johannesbrød er det mest almindelige.
Elsker du sesam, så er simit lige noget for dig. Og det er faktisk ret nemt at bage dem selv.
Smagen, sprødheden og størrelsen på simit kan variere lidt alt efter, hvor du køber dem i Tyrkiet, fordi hver by har sin egen måde at lave dem på. I Istanbul er de kendte for den lidt sejere simit, som man skal trække fra hinanden. I Izmir får du en meget sprød simit, der også kaldes “Gevrek” (som betyder sprød), og i Ankara er simit’en lidt mindre, sprødere og mørkere end i de andre byer. Det siges at simit har været produceret i Tyrkiet i mere end 500 år.
Simit ligner en dansk bagel, men det eneste, de virkelig har til fælles, er, at de begge er runde. Simit er ikke så tyk som en bagel og har en meget sprødere skorpe. Strukturen i simit er lettere end bagels, og traditionelt er den helt dækket i sesamfrø.

Hvor kan simit købes?
Når man går rundt i Alanya eller andre tyrkiske byer, vil man ofte møde gadesælgere, der står ved små vogne og sælger simit – også kaldet simitçi. Simit’en bliver ofte stablet i glasmontrer eller på store fade, og den spises typisk som en hurtig snack på farten.
Simit kan også købes hos alle bagere i Tyrkiet, og mange gadesælgere får deres simit fra specialiserede bagere, der laver dem i store mængder. Så uanset om man køber simit fra en gadesælger eller en bager, ender man ofte med den samme simit, da de fleste gadesælgere får deres brød fra de samme bagere.
Fordelen ved at købe simit hos gadesælgerne er, at man kan vælge at få dem som de er eller få dem smurt med f.eks. Nutella eller smøreost – noget man ikke kan få hos alle bagerne. Derudover står gadesælgerne på gaderne, hvilket gør det til en nem og hurtig snack, når man bliver sulten og er på farten, men ikke lige ved, hvor en bager ligger.
Priserne på simit kan variere alt efter, hvor du køber dem i Tyrkiet, men generelt er de meget billige og blandt de billigste brød, man kan få. I 2025 koster en simit i Alanya ca. 15 tyrkiske lira, svarende til omkring 3 danske kroner.

Simit er et symbol på fællesskab og gæstfrihed
En simit serveres typisk til morgenmad sammen med tyrkisk te, ost, oliven, agurk og tomat, men den kan også nydes som en snack til enhver tid på dagen og for nogle tyrkere bliver det også en nem, hurtig og billig frokost.
At spise simit er også en social tradition. Det er helt normalt, at man deler simit med venner og familie. Ofte samles man omkring en tyrkisk morgenmad med simit, hvor man deler brødene, mens man snakker, griner og hygger sig sammen. Simit bliver også ofte spist på gaderne, i parker, mens man går en tur eller derhjemme, og det er en måde at være sammen og skabe bånd med dem omkring sig. På den måde er simit ikke bare en madtradition, men også et symbol på fællesskab og gæstfrihed.
Traditionen med at dele mad har dybe rødder i mange kulturer verden over og afspejler menneskets grundlæggende behov for fællesskab og nærvær. Mad har historisk set ikke kun været et middel til at overleve, men også et værktøj til at opbygge relationer, skabe samhørighed og vise gæstfrihed. I mange samfund blev måltider betragtet som en vigtig tid til at samles og styrke båndene mellem mennesker.
Steder som Tyrkiet, i Middelhavsområdet og Mellemøsten, er det at dele mad en særlig måde at vise respekt på. Her blev mad ofte delt mellem familier, venner og naboer. At dele et måltid var en måde at socialisere sig på og nyde den simple glæde ved at være sammen.
I dag ser man også, at tyrkerne elsker at dele deres mad ved en tyrkisk morgenmad, hvor der sættes en masse små mezze-retter på bordet, som alle deler. Det samme gælder brødet – i stedet for at skære det over med en kniv, som vi gør i Danmark, brækker man et par stykker brød fra hinanden og sætter dem på bordet. Så deler man det brød, der er, i stedet for at have sin egen skive. Det samme princip gælder også på restauranter, hvor man deler mezze-retter, små tilbehørs retter der serveres sammen med hovedmåltidet.

Simit var et luksusprodukt under Osmannerriget
Simit menes at have rødder helt tilbage til det Osmanniske Rige i det 16. århundrede. Der findes historiske kilder, der nævner, at simit blev solgt i Istanbul allerede i 1525. Brødet blev hurtigt populært, især fordi det var et billigt og mættende måltid for både handlende og rejsende. Simit var også en populær spise fra almindelige borgere til sultaner under Osmannerriget.
Som simit udviklede sig i det osmanniske rige, blev det stadig mere populært som en street food, især i Istanbul, og brødet fik navn efter samīd, hvilket betød, at det blev betragtet som et lækkert, højkvalitets brød, selvom det også hurtigt blev til en mere dagligdags madvare.
I 1700-tallet var der hele 70 simit-bagerier fordelt over hele Istanbul, hvor folk stod i kø for at få de friskbagte, varme delikatesser.
I den osmanniske og arabiske verden, blev begrebet samīd (simit på arabisk) forbundet med høj kvalitet og renhed i mel. Mel, der var malet til en finere konsistens, blev betragtet som et luksusprodukt.
Simit er igennem tiderne blevet omtalt i litteraturen som et symbol på både velstand og held, hvilket, om noget, understreger simit´s betydning i den tyrkiske kultur.
I dag er simit en uundværlig del af det tyrkiske gadebillede og kan findes overalt i Tyrkiet, fra travle gader til små hjørner.
Kunne du lide den artikel? Husk at like os på Facebook og få endnu flere nyheder!
Denne artikel omhandler:
- Tyrkisk mad
- Tyrkiske opskrifter
- Mad fra Tyrkiet
- Brød fra Tyrkiet
- Tyrkisk brød
- Tyrkisk simit

