Forsikring: Det må du ikke glemme, når du skal rejse

Del på:

Gul eller blå rejsesygesikring? Privat rejseforsikring eller ikke? Her ervigtige huskeregler til forsikring på ferien.

Det er de færreste danskere der har 100 procent styr på rejseforsikringen eller på, hvordan de skal gebærde sig, når uheldet er ude på ferien.

Mange danskere tænker f.eks ikke over at kontakte deres forsikringsselskab eller SOS International, inden de går til lægen i udlandet. Fordelen ved at kontakte sit forsikringsselskab, er at de ville kunne sætte dig i forbindelse med en læge, hvor behandling og priser er i orden.

Samtidig lyder det fra Forsikringsoplysningen i Danmark, at en stor del af danskerne ikke har styr på, hvornår de skal tage det gule og blå sygesikringsbevis med på ferie, og hvornår de skal have en rejseforsikring.

Alanya.Dk vil gerne hjælpe dig med at blive så forberedt på ferien som muligt, og derfor har vi sammen med forsikringsoplysningen lavet en håndfuld gode råd.

Har du ikke allerede en rejse forsikring anbefaler vi:

Tjenestetorvet forsikringer

Selandia rejseforsikring

Findforsikring.dk

Hvordan sikrer du dig på rejsen i Tyrkiet?

Køb en rejseforsikring, der dækker udvidet europa eller hele verden (alt efter hvad forsikringsselskabet kalder det, når Tyrkiet er inklusiv). Det er meget vigtigt at have en rejseforsikring, da hverken det gule eller blå sygesikringsbevis dækker i Tyrkiet og det kan blive dyrt. Skal du f.eks opereres i Tyrkiet uden en dækkende rejseforsikring, kan det ruinere en hel familie.

Hvad gør du, hvis du får brug for hjælp?

Hvis du har akut brug for hjælp for eksempel i forbindelse med alvorlig sygdom eller tilskadekomst, skal du selvfølgelig tage på hospitalet hurtigst muligt. I ikke-akutte tilfælde skal du altid henvende dig til dit forsikringsselskab eller SOS International. De vil anbefale dig den rigtige læge eller klinik, så du på den måde er sikret ordentlig behandling og at du modtager behandling et sted de dækker.

Hvis du er i en situation, hvor du bliver bedt om at betale for behandlingen på stedet, så send regningen til dit forsikringsselskab, når du kommer hjem, og så får du pengene refunderet. Husk derfor altid regning eller kvittering for lægebehandling eller medicin. Husk generelt ikke at skrive under på noget, før du har talt med dit forsikringsselskab eller SOS International.

 Tjek hvad din rejseforsikring dækker

Der er forskel på, hvad en rejseforsikring indeholder. Tjek altid din rejseforsikring inden afrejse. Her er eksempler på, hvad rejseforsikringen kan indeholde. Er uheldet ude på din ferie, er det en god idé at kontakte forsikringsselskabets alarmcentral med det samme. På den måde ved du, hvordan du er dækket, og så kan de hjælpe med at tale med lægen, og booke fly, hvis du må forlade rejsen osv.
Du kan få dækket udgifter til behandling hos læge eller på hospital, hvis du bliver akut syg eller kommer til skade på din ferie i udlandet. Herudover kan behandling hos fysioterapeut og tandlæge være dækket af forsikringen. Vær opmærksom på, at din forsikring normalt ikke dækker behandling af sygdom, som allerede var til stede inden afrejsen. Er du alvorligt syg inden afrejsen, bør du kontakte dit forsikringsselskab for at høre, hvordan du er dækket.

Syge-/Hjemtransport

Hvis du bliver akut syg eller kommer til skade på ferien, dækker forsikringen så udgifter til transport til og fra det nærmeste egnede behandlingssted samt udgifter til at transportere dig hjem til Danmark, hvis det er nødvendigt.

Sygeledsagelse

Hvis du bliver akut syg eller kommer tilskade og har behov for, at en af dine medrejsende tager med dig eller bliver hos dig, dækker forsikringen ledsagerens ekstraudgifter til fx kost, ophold eller transport hjem til Danmark.

Tilkaldelse

Forsikringen dækker udgifter til f.eks rejse og ophold for den person, der bliver tilkaldt fra Danmark, fordi du er blevet akut og alvorligt syg, er kommet slemt til skade eller dør.

Ødelagt ferie

Du har mulighed for at få erstatning, hvis din ferie bliver ødelagt, hvis du f.eks bliver indlagt pga. akut sygdom eller bliver kaldt hjem til Danmark, fordi en person i din nærmeste familie uventet er blevet alvorligt syg. Nogle forsikringer betaler for en ny rejse, når du har været indlagt i mere end halvdelen af ferien eller er blevet kaldt hjem i første halvdel af ferien, mens andre erstatter et beløb pr. ødelagt feriedag. Tjek derfor dine forsikringsvilkår.

Forsinkelse

Din rejseforsikring kan være udvidet til at dække udgifter ved forsinkelse i bestemte situationer.

Forsinket fremmøde 

Hvis du kommer for sent til dit fly, kan der være hjælp at hente fra din rejseforsikring, når forsinkelsen er uforskyldt og uforudsigelig. Det betyder også, at du skal have taget hjemmefra i ordentlig tid, og at du ved flytid skal sørge for, at der er nok tid til at skifte fly, dvs. minimum den officielle transfertid, som kan variere fra lufthavn til lufthavn.

Forsinkelse på rejsen

Hvis dit transportmiddel er forsinket pga. mekanisk svigt eller klimatiske forhold, kan du få dækket ekstraudgifter til fx kost, ophold og lokaltransport, når udgifterne ikke bliver dækket af rejsebureau eller flyselskab, og hvis du er forsinket med et vist antal timer.

Du kan se i dine forsikringsvilkår, hvor lang tid du skal være forsinket, for at forsikringen dækker.

Forsinket bagage

Hvis din bagage bliver forsinket, kan du få dækket rimelige og nødvendige køb af ting, som du mangler. Det kan f.eks være toiletting og tøj. Du kan se i dine forsikringsvilkår, hvor lang tid din bagage skal være forsinket, for at forsikringen dækker, og med hvor meget den dækker.

Sørg for at få en kvittering (PIR-rapport) fra flyselskabet i lufthavnen, hvor det står, hvornår du skulle have haft din bagage. Gem også kvitteringer fra erstatningskøbene. Det skal dit forsikringsselskab typisk bruge. Dukker din bagage aldrig op, skal du også anmelde det til din indboforsikring, der erstatter, hvad du har mistet.

Afbestilling

En rejseforsikring indeholder ikke automatisk en afbestillingsforsikring.

Du kan enten købe en selvstændig afbestillingsforsikring f.eks sammen med rejsen, eller du kan købe den som tillæg til din rejseforsikring eller din indboforsikring.   Hvis du er nødt til at aflyse din rejse, kan din afbestillingsforsikring sikre dig mulighed for at få erstattet rejsens pris. Hvis du afbestiller lige før afrejsen, får du nemlig sjældent penge tilbage fra rejsearrangøren.

Afbestillingsforsikringen dækker også ved dødsfald og ved akut alvorlig sygdom eller tilskadekomst, når du biver indlagt på hospital eller lægeordineret indendørs ophold. Der er også dækning i tilfælde af indbrud eller brand i din bolig eller din virksomhed.

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

error: Indholdet er beskyttet af Alanya.Dks copyright !! Ønsker du adgang til teksterne, så tag skriftlig kontakt til os.