Svovlholdig kilde i Ilica nær Gazipaşa
Nær den lille landsby Ilica, langt oppe i bjergene bag Gazipaşa, udspringer en meget unik kilde.
Kilden er en svovlholdig kilde, og er man så heldig at finde kilde og den efterfølgende flod, kan man nyde et unik naturfænomen.
Ilicas svovlholdige kilde
Svovlkilder er varme, men om vinteren er vinden kold i bjergene omkring Alanya og Gazipaşa, som er med til at køle vandet ned mens det løber ned af de mange naturlige stier. Er du i tvivl om du er ved den rigtige kilde, så gå efter lugten af rådne æg.
Svovlkilden har en helt unik mint farve med et skær af hvid. Følger man floden imod vandets retning kommer man til sidst til udspringet, som består af flere mindre udspring. Omkring en håndfuld af udspringene er der en menneskelavet pool, som vidner om de lokale kender den gavnende effekt af den svovlholdige kilde.
Ved siden af poolen, blandes det svovlholdige vand med vand fra den nærliggende vandpost og blandingen af de 2 vandtyper skaber hvide svovlbakterier, der svæver i vandet på overgangen mellem den iltfattige zone og det iltede vand ovenover. På afstand ligner konbinationen et tyndt hvidt stykke stof, og dette fænomen kaldes derfor et ‘liglagen’.
En dukkert i svovlkilden
Det er ikke muligt at finde informationer omkring den svovlholdige kilde nær Ilica og Tyrkiet er ikke kendt for sine svovlholdige kilder, men det er Toscana i Italien derimod. Her er badning i kilderne en wellness oplevelse som folk kører langt efter på deres ferie.
Flere kurbade omtaler svovlholdigt vand til at have rigtig god virkning på kredsløbet, reumatiske ubalancer, ondt i leddene og på den generelle sundhedstilstand.
Hvis du gerne vil i vandet og nyde de gavnende effekter af svovlkilden i Ilica, så husk at tag dine sølvsmykker af ellers bliver de kulsorte. Det er nemlig svovl man bruger til at oxydere sølv med.
Se kort til den svovlholdige kilde i Ilica her
Romernes brug af termiske kilder
Romerne rejste altid efter at besøge termiske kilder, for at hele deres kroppe og samle styrke til kamp. Romerne søgte mod kilder, der udspringer naturligt fra undergrunden og afhængig af deres udspring og underjordiske forløb, har kilderne forskellige egenskaber og temperaturer. Der er egentlig tale om regnvand, der gennem en lang årrække løber gennem undergrunden og i denne tid opsamler og beriges af forskellige mineraler fra jorden. Vandet i svovlkilderne i det sydlige Toscana, Italien, udspringer af et vulkansk krater og sprutter 800 liter vand på ca. 37,5° C ud i sekundet
Historien bag svovl
Svovl har været kendt siden forhistorisk tid, og omtales i Skabelsesberetningen i Bibelen. Kineserne kendte til svovl i det 6. århundrede f.Kr.; i Hanzhong fandtes naturligt forekommende svovl, som kineserne kaldte for shiliuhuang, og i det 3. århundrede f.Kr. fandt de ud af at udvinde svovl fra pyrit. Kineserne studerede stoffets brændbarhed og reaktion med visse metaller, men de første praktiske anvendelser var i traditionel kinesisk medicin. En militær afhandling fra Song-dynastiet beskriver i 1044 forskellige opskrifter på krudt, bestående af varierende mængder af salpeter, carbon og svovl. De tidlige alkymister gav svovl et symbol i form af en trekant i toppen af et kors.
I 1777 overbeviste Antoine Lavoisier sin videnskabelige samtid om, at svovl er et grundstof, ikke en kemisk forbindelse.
