Mountainbike dagbog fra Alanya

Historien er skrevet af  Tommy Rybka

Lidt om Tommy Rybka (forfatteren)
Jeg er 40+ og bådebygger.
Ligesom Ole har jeg været med siden HCK startede for mere end 10 år siden. Før har jeg kørt i andre cykelklubber, dog kun som motionist.
En overgang kørte jeg lidt licens på mountainbiken men uden større sejre.

Lidt om Ole DIT Jensen:
Han er en aktiv knægt på 50+ som ud over diverse motions klassiker også laver flotte resultater i licens klasserne.
Han er meget berejst da han er udlært maskinmester og han sejlet havene tynde som ung mand. I dag har han eget firma og er en af Hedensted cykelklubs gode sponsorer. Han er for nylig udnævnt til formand for HCK.

En mountain biker kommer til Alanya

For en del år siden fik jeg lokket en af mine cykel venner med til Ötztaler for at se, hvad disse bjerge nu var for nogle.
Det gik fint og han har så selv været af sted til Mallorca og andre steder senere.
For et par år siden købte han så en lejlighed et stykke uden for Alanya i den sydlige del af Tyrkiet, lige ved foden af Taurus bjergkæden.

I efteråret afholdt jeg et kursus i mountain bike kørsel for vores cykelklub, hvor Ole måtte låne en af mine cykler fordi han havde valgt at beholde sin egen mtb i Tyrkiet i stedet for at slæbe den med i flyet hver gang.
Vi havde en sjov dag i skoven og Ole sluttede af med at inviteret mig med til Tyrkiet for at prøve bjergene dernede.

Henover vinteren var han vedholdende med invitationen og til sidst måtte jeg jo så overgive mig. Et af de argumenter Ole brugte var at det er næsten umuligt at finde rundt, fordi der ikke er til at opdrive kort over bjergene i området.

Se det lød jo spændende – Hvor tit har man mulighed for at blive væk i disse gps tider?

Ole bestilte billetter fra Hamburg. De kostede ca. 2000 kr. stykket, hvis vi tog 10 dage i forbindelse med påsken. Man kan flyve til Antalya, som ligger 135 km fra Mahmular hvor han har lejligheden.
Han lavede en aftale med en fyr som hedder Martin Bernhart (red. Martin Türkay) i Alanya by som har en butik med udlejning af køretøjer. Han havde også forskellige mountainbikes. Til en meget rimelig pris kunne jeg leje en GT I-DRIVE alle dagene og med prisen for at have cykel med i flyet var der ikke meget at tænke over. Flyselskabet ville have 800 kr. og Martin 350 kr.

En stor del af det med at rejse er for mig at undersøge alt, hvad jeg kan få fat i på nettet og biblioteket og gennem vennerne, både om seværdigheder og kulturen. Her var det helt nyt område for mig. Jeg havde aldrig skænket det en tanke at besøge Tyrkiet, nu hvor jeg jo har de elskede Alper inden for en dags kørsel fra Østjylland.

Turen i Taurus

Det er fredag d. 14 marts og klokken er 4 om morgenen og jeg henter Ole i Hedensted. Det går mod Hamborg uden problemer.

Flyveturen gik fint og en tre timer senere stod vi i 20 c. og solskin med vinden susende i palmerne.

En af Martins ansatte stod klar med bilen og ham kørte os til Alanya, hvor jeg også fik cyklen udleveret. Vi fortsatte så selv ud til Oles lejlighed i Mahmutlar og sikke et sted. Man får meget for pengene når man snakker huspriser.

Vi fik spist godt igennem denne aften for nu skulle vi jo ud og køre bjerge næste dag.
De næste dage er et udpluk fra min dagbog:

DAG 1:

Lige uden for Oles hus ved middelhavet, går det lige luks opad i himmelen gennem en banan plantage og ad en ”hovedvej” ind i landet.

De første 10 km kom vi op i 1000 moh. Derefter blev det stejlere.
Vi fik øje på en antennestation på en bjergtop ligefremme og besluttede at finde en vej derop.

En grussti sigtede mod toppen og vi fortsatte op med sne i skyggesiden. Det blev til sidst så stejlt at vi ikke havde kræfter til mere men måtte trække de sidste 50 meter op.
1477 meter over havet stod der på min gps og de første 13 kilometer er gennemført.

Det var noget af en start men udsigten fejlede ikke noget.

Hele dalen over Alanya og de 3000 meter høje sneklædte Taurus bjerge bagved. Dybe dale med Dim dæmningen og floden i bunden.

Mod syd kunne vi se til Gasipaza og mod nord over 200 km væk de store bjerge ved Antalya.
Ole havde en ide om vi skulle finde Dim flodens udspring nede i den dybe dal og han fik mig overtalt til at komme med. Jeg synes ellers jeg var ved at være træt. Men han lovede det gik nedad det meste ad turen hjem.

På vej ned af bjerget kom vi forbi er restaurant og vi måtte have noget at spise.
Stedet bestod af 8 gran rafter, der strittede lige op i luften. Over dem var trukket i hullet gammelt gulvtæppe og maden blev lavet over åben ild med en sten som pande.
Det så jo godt ud, så vi bestilte det eneste de serverede, – pandekager med fyld (red. Gözleme) og tyrkisk te.

Det hjalp på energien og vi fortsatte nedad i søgen efter udspringet.

En enkelt forkert nedkørsel som endte blind gav lige lidt flere højdemeter på turen men nummer to sti gav et bedre resultat og vi fortsatte i flere timer ned i slugten til Dim floden udspring eller et af tilløbene til floden.

Floden faldt med 50 % nedad men vores sti begyndte at gå opad igen. I mit stille sind havde jeg ellers forberedt mig på nedkørsel resten af dagen, men nej.

Vi måtte op og ned af stier ca. 800 højdemeter mere før den store dæmning dukkede op og vi kunne trille ned til Mahmutlar. Pandekagerne var fordampet for længst og energien måtte trækkes ud af marven i knoglerne.

Puh ha hvor var jeg træt. 7 timer,- 70 km og 2200 HM.
Alt i alt en god førstedag.

DAG 2.

I dag var der UCI mtb maraton i Manavgat ca. 65 km fra os, så vi tog bilen derud.

Vi for vild i byen og endte på den afsluttende del af ruten mod kørselsretningen. Vi sad i cykeltøj i bilen og blev ikke stoppet af politiet med maskinpistoler i favnen så vi fortsatte ud af stien til der kun var et hjulspor tilbage.

Vi nåede 25 km ud på ruten og startede cyklerne op igen mod kørselsretningen lidt på udkik efter et pandekagehus som i går men der var ingen købmand e.l. hele dagen.
Ud på dagen var vi så sultne at vi kunne havde spist vores reserve slanger ristet i det dejlige solskin, men jeg kikkede dybt i rygsækken og fandt 2 energibar gemt til en dårlig dag. Vi besluttede at nyde dem inden de kannibalistiske tendenser tog over.

Vi mødte de forreste af rytterne på en bjergtop, hvor vi kunne se dem komme op mod os af en lang stigning der kun blev stejlere nu længere de kom op.

De første var eliten af kvinder og dem ville vi nødig køre om kap med den fart de havde på.

Vi blev nok lidt overrasket over hvordan sådanne kønne unge damer kan bande på alverdens sprog.

Vi havde jo ikke mere mad og vidste jo at der ikke var noget hvorfra vi kom men der var ikke nogen byer at se fra toppen så vi tog beslutningen at køre samme vej tilbage til bilen.
Undervejs kom en motocross maskine stormende bagfra og vi kørte ind til siden.
Det var herre eliten. Det var godt nok ikke nemt at se de havde været over 3 bjerge før de overhalede os med den fart.

500 meter før vores bil, skulle vi forcerer en grøft med dybe hjulspor. Mit nedslidte bagdæk slap grebet og skøjtede sidelæns lige ind i Ole så vi væltede i mudderet. Oles sko slap ikke pedalerne så han lå på ryggen med cykel ovenpå sig og ganske langsomt gled han ned i mudderhullet.

Vi var sølet til med snask og det vakte stor morskab hos to kvindelige gedehyrder.

Vi kunne ikke sætte os ind i bilen sådan. Bilen var parkeret ved et vandfald ved Manavgat floden, så der var ikke andet at gøre end at cykle direkte ud i floden lige for at teste cyklerne for deres ubåds kvaliteter.

Oles super gode Cube flød faktisk ovenpå vandet mens GTeren sank som et anker på fregatten Jylland!

Rene men våde fandt vi en købmand i udkanten af byen. Bananer og lidt brød med ost og en dåse cola og turen gik ned til stranden ved middelhavet for at fortærer vores bytte.
Vi kom alligevel op over 50 km selvom vi var trætte efter i går.

DAG 3.

Vi tog bilen og kørte mod NV lidt væk fra kysten.

Bilen blev parkeret ved en dyb kløft og cyklerne blev klargjort ved et skilt som viste mod et horisontalt vandfald.

Hvad var nu det?

Der var en stejl trappe ned til bunden af kløften, hvor der var en restaurant og et toilet.
Toilettet manglede en væg, så udluftningen var i orden.

Desværre var spisestedet lukket, så vi søgte opad mod Güzelbag af en fæl modbakke med 12- 15 %, der gav sved på panden.

Temperaturen sneg sig op på 28 c, så der blev kikket dybt i drikkedunkene. Over længere stræk sneg farten op på 5,5 km/t i snit og efter nogle timer kom vi til et spisested.

Belært af gårsdagens hungersnød holdt vi ind og fik noget grillet kylling med chili og knastørt brød. Chilien satte bål i benene igen og vi tonsede videre opad med 5 km/t til vi kom op på passet inden højlandet.

Nu var vi inde over anden revle i bjergene og her var igen fladt.
Vi kom til Güselbag, som har en flotte moske. I byens kryds stod vi med vores kort lige for at være sikker på vejen. En flok indfødte stod lidt længere væk og drillede en lokal landsbytosse.

Da de så, vi holdt stille sendte de tossen hen for at se, hvad vi nu var for nogle.
Vi viste ham på kortet hvor vi var på vej hen, men han fattede ikke en bønne.

Vi var ret sikre på hvilken vej vi skulle, nemlig gennem en skov af urgamle Cedar træer.

Inde i skoven stod skiltet mod Bayirkozagaci. På Google Earth havde jeg set en lille pasvej, som måske førte til colybrasos. Vi fandt vejen og kørte stille og roligt gennem et lille plateau.

En “sten” foran os begyndte pludselig at løbe opad vejen og efter en hektisk jagt fik vi den stoppet med en knibtangs manøvre. Det viste sig at være en skildpadde i næsten 2000 meters højde.

Vi viste den vores kamera og fik lov til at tage et par billeder med de sneklædte bjerge i baggrunden.

Nogle kilometer herefter gik en ubetydelig grussti til venstre, dog uden skilte men det skulle passe med de sattelit fotos jeg havde studeret hjemmefra. Vi var nu på vej op på nordsiden af Mt. Susuz (1734 moh.)

Stien steg til 20 % med løse skærver og jeg skulle ikke have noget med at være klikket i pedalerne for bagdækket gled hele tiden.

En lokal beskrivelse sagde man ikke kan køre i bil de sidste 2 kilometer op med mindre man har en 4×4, så vores forbløffelse var stor, da der rundt om et hjørne kommer en taxi nedad med 6 personer i.

Vi standser den for at spørge om vej men bliver kun bekræftet i at bjerget er Mt. Susuz.
Hvordan han er kommet op af den vej er en gåde for os.

Længere fremme står der så en gammel mand med et jagtgevær. Remmen var over skulderen men løbet peger lige mod Oles mave så vi standser.

Da han havde set os lidt an, gik han hen til Ole og gav han et stort kindkys og fortalte han hed Antik. Nu er det jo ikke så tit jeg ser Ole kysse andre mænd men med geværløbet stadig mod hans cykeltrøje var der helt i orden med mig.

Vi blev budt på cigaretter men takkede nej tak. Pulsen var stadig høj på grund af den stejle bakke. Ole fik han forklaret vores formål med turen og Antik ville gerne vise os Colybrassus.

En halv time søgen i bjergene gav det ventede resultat.
Vi fandt de sidste spor af en Hellenistisk koloni der havde haft en kultur i over 3000 år for pludselig at forsvinde næsten uden spor.

Ingen ved helt hvad der skete med dem. Måske et jordskælv eller en krig?
Byen var i en kun 100 meter bred slugt som gav ekko når vi talte og ruinerne var godt gemt i klipperne og bevoksningen.

Vi havde talt om at lave en rundstrækning under vores forberedelser, men det var ved at blive sent, så vi valgte at køre samme vej tilbage for ikke at skulle overnatte her.
Vores tur herop havde ikke vist andre spor og slugten endte ved en stejl væg med et lille skur lavet af blikplader, hvor Antik sikkert boede.

Turen tilbage gik lynhurtigt da det jo gik nedad det meste af vejen.

Dag 4

Lidt træt fik jeg overtalt Ole til et par små ture omkring Mahmutlar by.

Den første gik op ad, selvfølgelig, til en lille top der hedder Syedra. Der skulle ligge en ruin med udsigt over byen og havet.

Vi var ved bunden af ruinen og gemte cyklerne i krattet.

Gps’en fik lov til at huske stedet og vi måtte klatre op gennem tæt krat og skarpe klipper.
Stumper af ruinerne lå spredt ud over det hele og visse steder var dybe huller fra cisterne og kældre skakte.

Vi fik set den flotte by og alle de væltede søjler der lå i samme retning ligesom et sæt domino brikker. Sikke et håndværk de kunne udfører for tusinde år siden.

Når vi nu var her besteg vi det højeste punkt som vi målte til 407 meter over havet.

Vi klatrede ned af bjergets modsatte side gennem krat og ruiner. Det er smart med en gps, når man skal finde sin cykel i et krat med 2 meter sigtbarhed, særligt når man kommer fra en helt anden retning end man gik ud.

Det blev endnu en god dag med over 50 km i alt og vi rundede over 5500 højdemeter sammenlagt.

Ole fortalte om sidste gang han kørte ned af en 30 % nedkørsel i Alanya, hvor en lokal lille dreng cyklet ved siden af han på en gammel bmx.
Oles cykel er udstyret med super gode Hayes Nine skivebremser og ham havde bremset hele vejen ned af bakken mens drengens bmx ingen bremser havde så han brugte sin udtrådte gummisko oven på sit bagdæk.

På vores cykelture ser vi bananpalmer med små tynde bananer med en tyk skal.
De er super til at have i ryglommen for de bliver ikke smattet og sorte efter en varm dag.

Appelsin og citron træer står tæt og man kan købe en hel pose fantastiske søde appelsiner for 4 kr.

Dag 5

Ved morgenbordet blev vi enige om at holde en dasedag, så morgenmaden blev nydt på altanen. Omkring middag tog vi til stranden og hoppede i havet der var over 20 c.

SÅDAN. Så har vi været ude og bade 2 gange i år. Den første gang var jo i Dimfloden.

Nu er det jo ikke til at holde ud bare at ligge der og flyde uden at få pulsen op så vi starter cyklerne op igen.

Her ses en  500 meter lang vej, hvor GPSen sagde 45- 48 % modbakke.
Det var dog muligt at cykle hele vejen op for betonen gav et fantastisk greb i dækket.
Jeg kan ikke lade være med at beundre Oles evner til at køre opad. Han er jo 10 år ældre end mig, så han har jo også haft flere år til at øve sig i.

Vi fandt en sti, vi havde været på før og fulgte den lidt indtil en ny sti nedad mod byen lokkede os på nye afveje.

Den var stejl og sjov til at starte med men blev hurtigt meget teknisk og regnen havde lavet dybe fuger og nærmest vasket den væk.

Vi kom nærmest dumpende ned på en byggeplads hvor folkene så underligt på os.
Måske fordi hele pladsen var afspærret men de havde nok ikke regnet med nogen kom ned fra bjergsiden.

Vi besluttede dog hurtigt at fortsætte nedad og fandt vejen op hertil. Grusvej med 45 % fald igen.Der kom hele tiden beton biler op ad og de havde meget besvær med at holde sig på vejen. En vandvogn måtte opgive opkørslen og han hænger der måske endnu.

Vi fortsatte over til en anden knold hvor de var ved at bygge GOLDEN CITY.
Hele bjergtoppen var skrællet væk og et hotel med 1000 værelser stod der og ”pyntede”.
Ned langs bjerget dryppede så yderlige 1000 lejemål i små huse.

40 kilometer med 800 højdemeter i dag.

Dag 6

Vi kørte ind langs Alarahan floden og fik snart øje på den meget markante klippeborg (Alara borgen red.). Den minder lidt om Matterhorn i alperne. Den er trekantet med to lodrette sider og en der kan bestiges til bens. På denne side er trapper og hemmelige tunneller på kryds og tværs.

Vi låser cyklerne sammen med en wire lås og begynder opstigningen.

Vi har læst man skal have lys med til opstigningen så jeg tager min pandelampe frem og Ole har en cykel lygte med.

Vi kom ned igen og fik lidt frokost og var klar til at cykle igen.
Det skulle være en flad vej til Sebular 7 km fra Alara borgen ind gennem en dal ifølge et kort.
De 7 kilometer passede godt nok men det var med 12 % i snit modbakke.

Sabular bestod af en lille moske på en gade og lerklinede hytter på den anden.

Ved en gårdsplads dukkede et dusin pjaltede børn op i alle størrelser. De var alle skeløjet.
En kvinde kikkede frem gennem et vindue og hun var også ligeså skeløjet. Lidt sjovt.
En lille rundstrækning i en dal gav et flot billede af en storkerede.
I dag gav kun 30 km men 600 hm.

Dag 7

Hvad var nu det? Små regn!

Jeg er nu godt træt i bentøjet, så vi tager bilen og kører de små 70 km ud langs kysten til Kap Anamur.

Der står en fæstning med 39 tårne.Helt sikkert et besøg værd med tidens tand har været hård ved den, da den står ude i vandkanten.

Vejen frem og tilbage er bjergkørsel med op og ned kørsler af 500 hm og rundt om en masse pynter og slugter. Ikke en eneste bro eller tunnel.

Vejen er ikke til cyklister, da der er mange lastbiler som nok ikke har de bedste bremser.
Ved klart vejr kan bjergene på Cypern ses fra de højeste punkter.

Dag 8

Vejrudsigten lover snestorm i Danmark så vi må hellere op på cyklerne igen for man ved jo ikke hvornår det er til at cykle igen.

Vi stiller bilen øst for Alanya i Tosmur og følger Oba floden ind i landet. Bjergene klemmer sig sammen til en smal slugt, hvor det næsten bliver mørkt. En smal vej smyger sig gennem med en del strømfald på den ene side.

En trappe går stejlt op til venstre til Kadini grotten men den ser lukket ud. Efter 6 km kommer vi til et T kryds og vælger vejen til højre og efter yderlige 2 km kommer vi til en grusvej til venstre der går stejlt op af bjergsiden.

Den ” gode” asfaltvej fortsætter længere ind i dalen. Jeg får overtalt Ole til lige at se hvad der er for enden af vejen inden vi skal til for alvor med mere opkørsel.

Vi finder en by ved navn Obaalacami. Alle byens mænd er samlet ved et ældgammelt træ på torvet.

Det ser ud til der skal festes senere. En ung mand kan tysk og han synes vi skal blive og drikke te samt købe mindst ét hus for det er så billigt, at hvis vi slår vores mad penge sammen kunne jeg også have et hus dernede nu og vi havde sikkert fået et par kusiner med i købet. Godt tilbud, men kvinder med overskæg tænder mig ikke rigtigt.

Vi takkede pænt for buddet og sprang på cyklerne igen for at finde grusvejen fra før.

Selvfølgelig var den pæn stejl med løse skærver, som næsten ikke var til at få bid på. Stenene var næste helt hvide og her på solsiden kom varmen hurtigt op på 30c. Sveden væltede ud over min magre hårdt plagede krop og ned i øjnene, hvor den måttes tørres væk hver 10 sekund.

Ole forsvandt opad i en sky af hestepærer og han fik sat på plads igen at han er en sej gut.

I mit stille sind døbte jeg denne tur dødens landevej. Højdemåleren løb hurtigere end benzin priserne og udsigten var imponerende over de golde klipper og et marmorbrud i nærheden.
Det der med dødens landevej blev bekræftet i et sving hvor der lå et skelet. Vi blev enige om det var resterne af en hest der havde opgivet livet her.

Vi havde godt nok hørt denne stigning var hård og det blev bekræftet her.

Vores vandforsyninger fordampede hurtigt i takt med vi igen kom over 1000 meter.
Ved Avcilar gik vejen mod vest til Bademagaci og længere ned til Alanya igen- men den tog vi ikke. I stedet opad og mod øst af en sti der selvfølgelig ikke var på kortet. Et meget øde område åbnede sig op her oppe.

Senere store skove med bjergfyr og cedar træer i 1200 meters højde.
vi cyklede ned gennem en smal slugt og forbi en gedehyrde med et lille blikskur og et rent monster af en hund måske krydset med en af de bjørne der lever heroppe.

Ved et t kryds stod nu en masse dejlige skilte. Desværre ikke med noget stednavn som passede med kortet. Kun et navn var bekendt nemlig Alanya.

Ved krydset var ligeledes skrevet på en klippe at Alanya var modsat retning af skiltet.
Nogen havde brugt skiltene som målskive og de sad meget løse så man kunne dreje dem som man ville – Dejligt!

Den ene vej gik rundt langs bjergsiden i nordgående retning og den anden fortsatte ned i en dyb slugt uden byer i sigte. Vi enige om at cykle opad igen og efter lidt tid med usikkerhed om, hvor vi var kom nogle tyrkere i en Landrover.

De fortalte, at der var 5 km til en ”piknik”. Vi var ved at være godt tørstige og sultne så det var en god information.

Nu er det sådan at 5 kilometer godt kan tage mere end en time når man skal opad et bjerg så da vi lidt efter kommer til et lille vandfald fylder vi alle flasker bare for at være sikker. Vandet fra kilden er så koldt at det damper i varmen.

Jeg glædede mig enormt til noget spiseligt. Vi fik øje på et gult hus på bjergtoppen men der var mindst 300 højdemeter op af en lodret klippe og vi er ikke sikker på om der er åben.

En time senere har vi stadig ikke fundet en sti op mod det gule hus og kroppen er igen sat på fedtforbrændings mode.

Stien bliver til en grusvej og vi bliver overhalet af en stor flok motocross cykler, der broadsider op af bjerget.

Ved et kryds tager vi en chance og vælger en vej ud fra vores mangelfulde kortmateriale.
En asfaltvej dukker op ligesom en kro hvor alle motocross cyklerne holder.
Der er heldigvis plads til os og vi får et af turens bedste måltider til en meget fornuftig pris.

Ligesom vi skal forlade stedet holder en bil med danskere ind på p-pladsen.
De kan se, vi har danske sponsorer på tøjet og fortæller de kommer fra Vejle.
Konen synes at kende vores cykeltøj og fortæller hendes søn har kørt i klubben hos os.
Tænk lige på vi er 2874 kilometer hjemmefra ifølge gps. Ét minut senere ville vi have misset hinanden her på et fuldstændig ukendt sted i Tyrkiet.

Turen ned og hjem foregik på dejlig asfalt med udsigt over middelhavet samt Alanya by.

Dag 9

Sidste dag med cyklerne gik ind til borgklippen i Alanya.

Vi ville prøve mtb ruten til deres årlige løb på klippen. Ruten er både teknisk og flot.
Oppe i selve borgen er der et udhæng hvor livstidsfanger kunne trække fribillet hvis de kastede mindst én af tre sten ud i havet (læs hele historen om Alanyas borgen her)

Når man kikker ned tænker man ”hvad er problemet?”. Jeg kastede 7- 8 sten men kunne ikke få dem helt ud i havet.

Sagnet siger så hvis man ikke kan kaste stenen i vandet, bliver man selv kastet ud over kanten, så vi flygtede på cyklerne ud til Mahmutlar.

Dag 10

Fuld af varme og dejlige oplevelser er det tid til at flyve hjem til snekaos på de tyske motorveje.

Vi har sammenlagt cyklet 640 km og 10300 højdemeter hvoraf det meste var grus/ offtrack.

Området er fantastisk til mountainbike men glem din ryttercykel her.
Asfalten er meget dårlig og tyrkerne kender ikke til færdselsreglerne (se de tyrkiske færdselsregler her).

Det var nu på en måde dejligt at kort og kompas skulle med hver gang vi var på langtur og en lille rygsæk med forsyninger er at anbefale indeholdende mad og lidt reservedele til cyklerne.

Vi fik en stor oplevelse med hjem som man kun kan få på cykel og med disse ord vil jeg gerne takke Ole DIT for turen.