Opskrift: Kikærter i tomatsovs – Etsiz Nohut Yemeği
Kikærter i tomatsovs er en højt elsket tyrkisk ret.
Den er simpel, men velsmagende og har været en del af det tyrkiske køkken i mange årtier.
Denne lækre veganske tyrkisk kikærtegryde, eller Etsiz Nohut Yemeği som den kaldes i Tyrkiet, er også billig ret at lave, som kan mætte mange munde på en gang.
Tilberedningen af Etsiz Nohut Yemeği er super nem og retten kræver ikke ret mange ingredienser. Retten er også vegansk, hvilket er et ekstra plus, da den kan laves til de kødfrie dage, samtidig med den er meget mættende pga. proteinerne og fibrene i kikærterne.


Kikærter i tomatsovs – lækker og budgetvenlig hverdagsmad
Hovedingrediensen er kikærter, men retten findes også i en lignende version med bønner. Du kan se den opskrift her Grønne bønner med oksekød – Etli Taze Fasulye. Versionen af kikærter i tomatsovs, som vi har lavet her, er den veganske udgave, men retten kan også laves med kød i.
Uanset om du er vegetar, veganer, eller bare gerne vil prøve noget nyt, er denne ret en nem og lækker måde at få mere plantebaseret mad ind i hverdagen. Den er både sund, budgetvenlig og let at lave, så du kan nyde et godt måltid uden at bruge en masse tid i køkkenet.
Kikærter i tomatsovs er også et godt eksempel på det tyrkiske køkkens evne til at kombinere enkle ingredienser med smagfulde krydderier og ud fra det skabe en lækker ret for hele familien.
Selve gryderetten tager ikke lang tid at lave, det som tager længst tid er at opbløde kikærterne. Alternativt kan du bruge kikærter fra dåse, som allerede er opblødte og dermed skære lidt i forberedelsestiden.

Opskrift på tyrkiske kødboller
Til: 6-8 personer. Tid: 50 min. Kategori: Hovedret
INGREDIENSER
4 dl kikærter
1 løg
2 grønne peberfrugter
5 spsk olie
3 spsk tomatpuré
1 tsk salt
1 tsk sort peber
1 tsk paprika
1 tsk spidskommen
1,5 liter grøntsagsboullion
TIP: Hvis man ønsker en version som ikke er vegansk, kan man efter eget valg tilføje kød, f.eks oksekød i tern eller hakket kød.
TIL ANRETNING:
For den ægte tyrkiske oplevelse kan du servere retten med bulgur, friskbagt tyrkisk brød eller en portion tyrkiske ris. Den smager også skønt med lidt citronsaft for ekstra friskhed.
FREMGANGSMÅDE
Forberedelse:
Hvis du vil benytte tørret kikærter i opskriften, så læg kikærterne i en skål med vand og lad dem stå i blød natten over, ca. 12 timer før de skal bruges.
Når kikærterne er opblødt, så kommes kikærterne i en gryde med vand og koges i ca. 20 minutter. Dræn derefter vandet og stil dem til side.
Bruger du kikærter fra dåse, så kan du springe dette trin over.

Tilberedning:
Skær løget i små tern og hak de grønne peberfrugter i mindre stykker.

Opvarm olien i en gryde og tilsæt de hakkede løg og peberfrugter. Steg dem i et par minutter, indtil de er bløde.

Kom tomatpuré, salt, sort peber, paprika og spidskommen i gryden. Rør det hele godt sammen og steg det yderligere et par minutter.
Tilsæt de forkogte kikærter og steg dem kort, så smagene blander sig.

Hæld grøntsagsboullionen i gryden og rør rundt. Lad retten simre under låg i ca. 20 minutter.
Smag til med salt og peber før du slukker for varmen.
Når retten smager, som du ønsker, så tag gryden af varmen og lad retten hvile i 15 minutter inden servering.
Afiyet olsun!


Kikærter i tyrkisk madlavning
Kikærter har en central rolle i mange tyrkiske og mellemøstlige retter, da de ikke kun er næringsrige, men også en vigtig kilde til protein i områder, hvor kød ikke altid har været tilgængeligt eller hvor kød kan være dyrt.
Kikærten har været dyrket i tusindvis af år i Mellemøsten og Middelhavsområdet, og har altid været en fast del af det tyrkiske køkken.
I det osmanniske rige var bønner og linser vigtige proteinkilder, og i landsbyerne blev bønne- og linse gryderetter ofte lavet på simple ingredienser, der var lette at finde og opbevare.
Kikærter er en fantastisk ingrediens, hvis du gerne vil spise sundt og varieret. De er fyldt med proteiner, som er gode for musklerne. Kostfibre, der hjælper din fordøjelse, og langsomme kulhydrater, der giver dig stabil energi gennem dagen. Det betyder, at du ikke bare får en lækker ret, men også en, der holder dig mæt i lang tid.
Læs også >> Tyrkiske semulje kage – Revani
Kunne du lide den artikel? Husk at like os på Facebook og få meget mere fra os!
Denne artikel omhandler:
- Tyrkisk mad opskrifter
- Tyrkiske kikærter
- Mad fra Tyrkiet
- Opskrifter på tyrkisk mad
- Kikærter i tomatsovs
- Tyrkisk Etsiz Nohut Yemeği
- Tyrkisk opskrift
- Tyrkisk delikatesse
Billederne er udarbejdet i samarbejde med Alanya.Dk, tyrkiske opskrifter og danskityrkiet.dk. Overtrædelse af ophavsretten medfører både et erstatningskrav og krav om øjeblikkelig fjernelse af materialet.
PIN IT


