Slaget ved Korakesion: Da piraterne tabte Alanya

For omkring 2000 år siden var Alanya en by hærget af pirater.

Faktisk siger historiske kilder af Alanya var hovedkvarteret for piraterne i Middelhavet og Ægæerhavet.

Piraterne opererede både enkeltvis og i store flåder, der gjorde hele Middelhavet usikkert. De kaprede fartøjer, brandskattede byer og tog masser af fanger, der blev solgt som slaver. Selv den italienske halvøs kyster blev plyndret.

På klippen som Alanya´s borg ligger på, kan man fra søsiden blandt andet se Piratgrotten, hvor piraterne gemte deres skatter og holdt deres fanger. Fangerne kunne ikke slippe væk uden frygt for at drukne, for fra grotten af kan man kun se Middelhavet ikke land. Læs mere om den grotte her.

Pompeius kamp mod piraterne

Piraterne var en voldsom plage for romerne. Pirateriet havde udviklet sig og var en daglig trussel for Romerrigets vigtige forsyningsliljer. Der havde i årtusinder været pirater på Middelhavet, men på et tidspunkt blev deres aktivitet for meget.

Piraterne standsede blandt andet de mange kornskibe, der skulle bringe forsyninger til Rom. Det skete også ofte, at en romersk embedsmand blev fanget under en sørejse.

Piraterne hærgede ofte havnebyerne og helt galt blev det, da de overfaldt en konsuls rejseflåde. Middelhavet blev betragtet som et internt romersk hav. Det blev kaldt ”Vort hav!”.

Senatet gav i år 67 f.Kr. opgaven til en af Roms dygtigste generaler: Pompeius.

Pompeius blev født 106 f.Kr og døde 48 f. Kr. Han havde gjort sig bemærket under nedkæmpelsen af en oprørshær i Spanien, og havde også deltaget i opgøret mod Spartacus´ slavehær.

Pompeius opdelte Middelhavskysten i 13 regioner, der under hver sin legat (overordnet officer) fik de tildelt flådeenheder samt medfølgende hærstyrker. Den samlede flådestyrke var på omkring 200 større enheder. De forskellige enheder have forskellige opgaver under angrebene. Skibene var af meget forskellig størrelse. De største skibe kunne have op til flere hundrede roere, hvor fem mand skulle betjene en åre. Galejslavern sad lænkede fast ved deres årer ofte til de døde af udmattelse, eller deres skib sank under et søslag.

Læs også >> Seværdighed: Bådtur i Alanya

Det sidste slag var i Alanya

Pompeius selv stod i spidsen for en task force på 60-70 lettere skibe, der hurtigt kunne rykke ud og foretage overraskelsesangreb.

I den vestligste del af Middelhavet gik det hurtigst med at fjerne piraterne. I alt blev det gjort på kun 40 dage.

Derefter gik Pompeius i gang med den sværeste del – den østlige del, hvor piraterne især havde tilholdssteder på Kreta og langs Kilikiens (Tyrkiets syd-) kyster.

I alt erobrede Pompeius 846 piratskibe. Mange af dem overgav sig uden kamp. Kun 71 gjorde nævneværdig modstand. Til sidst var der kun ét sted tilbage, som piraterne fortsat havde magten over, nemlig Alanya!

Pompeius tog en stor flåde med sig til Alanya. Piraterne tog kampen op, men overmagten var for stor.

De romerske skibe var rene krigsmaskiner. I forenden, lige under vandlinjen, var en vædderstævn. Kunne man ramme lige ind på fjendens skibsside, var der ikke meget at gøre.

På nogle skibe var der en slags gangbro, kaldet Ravnen. Den var fæstnet som en landgangsbro med et hængsel i dækshøjde ved skibssiden. Taktikken var så at sejle vinkelret eller i en skrå vinkel ind mod fjendeskibet. Når man ramte det, kunne man dreje Ravnen ind over modstanderne og bekæmpe dem oppe fra, inden man strømmede ned over dem.

Sejren over Middelhavets pirater i den nuværende havn i Alanya blev det endeligt slag mod piraterne.

Pompeius storhed og fald

Pompeius fik stor hæder af sin indsats. I tiden derefter foretog han et stort felttog i Orienten.

Han erobrede store dele af det indre Tyrkiet og var også med til at indlemme Israel og Syrien i Romerriget i år 64-63 f.Kr.

Perioden blev højdepunktet for hans militære ry og stor udenrigspolitisk magt, men hans lange fravær fra Rom havde bragt nye modspillere frem på den politiske scene, – især Julius Cæsar, som mange år før havde haft hans egen personlige kamp med piraterne (læs den historie længere nede i artiklen.

Denne kamp mod piraterne var ikke kun en militær sejr for Rom; det var også et afgørende øjeblik i antikkens historie. Det tjente som et eksempel på, hvordan stater kunne samarbejde for at tackle fælles trusler. Pompeius’ succes styrkede ikke kun Roms position som en magtfaktor, men det etablerede også, hvordan koordinerede militære operationer kunne løse komplekse problemer som pirateri.

Det store politiske samarbejde

Efter nogle politiske nederlag gik Pompeius sammen med Julius Cæsar og Crassus i et Triumvirat, der var en slags diktatur. Forbindelsen til Julius Cæsar blev også styrket ved et ægteskab med hans datter Julia. De tre triumvirater styrede Rom igennem 50érne, men Pompeius kom snart til at stå i skyggen af Cæsars sejre i Gallien.

Pompeius gjorde modstand mod Cæsar under en borgerkrig i 49. f.Kr. og måtte flygte først til Grækenland og siden til Egypten, hvor han blev myrdet.

Julius Cæsars kamp mod piraterne

Før Pompeius store kampagne mod piraterne, havde Julius Cæsar kæmpet et lille personligt salg mod piraterne,

I år 70 f.kr blev Julius Cæsar taget til fange af pirater.

Efterfølgende sad han til fange i et år på den græske æ Farmakonisi, som ligger ud for den tyrkiske kyst, tæt på Didim.

Piraterne var kendte for at gøre livet surt for deres fanger og de fanger de ikke fik deres løsesum for, blev ofte halshugget eller lænket ved en åre på et af piratskibene.

Men sådan var Julius Cæsars til fangenskab ikke. På trods af deres frygtindgydende omdømme behandlede piraterne Cæsar med en overraskende grad af respekt.

Måske blev piraterne påvirket af hans ædle holdning og selvtillid, måske var der noget andet der gjorde det, men modsat alle andre fanger, blev Cæsar ikke indespærret.

I stedet fik han relativ frihed til at bevæge sig og endda deltage i øvelser og spil. Cæsars opførsel under hans fangenskab var intet mindre end ekstraordinær. Han behandlede piraterne mere som underordnede end fangevogtere. Ofte lave han spøg med dem, komponerede poesi og han straffe dem endda, når de ikke værdsætte hans litterære indsats.

Hans frækhed gik så langt som til at fortælle piraterne, at han en dag ville fange og korsfæste dem, en trussel de tog som en spøg på det tidspunkt.

Dette unikke forhold slørede grænserne mellem fange og fangevogter, hvilket skabte en dynamik, der var lige så forvirrende, som den var fascinerende.

Denne usædvanlige behandling tillod Cæsar at interagere med sine fangevogtere på måder, der ville have været utænkelige for de fleste gidsler.

Piraterne havde forlangt til 20 talenter for at løslade Cæsar, men han følte selv, at han var mere værd og derfor blev den hævet til 50 talenter for at løskøbe ham. I Rom ville staten ikke betale løsesummen for Julius Cæsar og hans familie var ikke særlig velhavende.

Hvordan kan præcis blev sluppet fri uden løsesummen er lidt uklar men I Nordafrika lykkedes det Cæsar at samle en lille hær. Med den kom han tilbage, betalte hans løsesum og opfyldte sin trussel om at indfangede og korsfæstede piraterne, som havde holdt han til fange.

Kunne du lide den artikel? Husk at like os på Facebook og få endnu flere nyheder!

Denne artikel omhandler:

• Alanyas historie
• Det sidste sørøver slag
• Julius Cæsar og pirater
• Julius Cæsar Alanya
• Pompeius Alanya