Huskeliste til din ferie – Do’s and Dont´s i Alanya
Alanya er en skøn ferieby med sol, strand, lækker mad og masser af oplevelser.
Men det er altid rart at være lidt forberedt – især hvis du er førstegangsbesøgende.
Her er en praktisk huskeliste med gode råd og nyttige tips til din rejse, så du undgår de klassiske fejl og får mest muligt ud af ferien i Alanya.
Do’s and Dont´s i Alanya

Hæv penge hos PTT
PTT er Tyrkiets posthus og ofte det sikreste og billigste sted at hæve kontanter uden store gebyrer. Man kan naturligvis også hæve i de forskellige bankautomater, men der er stor forskel på, hvad de forskellige banker tager i gebyrer og derfor er PTT et godt sted at skrive bag øret.

Undlad at tage danske kroner med til Tyrkiet
Du bør undgå at medbringe danske kroner til Tyrkiet, da de er svære at veksle og man får en meget dårlig kurs, når man veksler. Medbring i stedet euro eller tyrkisk lira eller brug dit kreditkort, det er nemt og oftest billigst.

Prut om prisen, de rigtige steder
I Alanyas fake-vare butikker er det helt normalt at forhandle prisen. Men i kædebutikker, supermarkeder og på frugt og grøntbasaren er priserne faste og der prutter man ikke om prisen.
Hvis du vil vide mere om de rigtige og forkerte steder at prutte om prisen, så læs vores guide her.

Husk solcreme hver dag
Solens stråler i Alanya er stærke, selv i skyggen. Undgå solskoldninger ved at bruge solcreme dagligt og genpåfør ofte. Det er også en god ide at læse vores artikel om hvordan du undgår hedeslag, så du er bedst muligt forberedt.

Tjek rejseforsikring hjemmefra
Hav din rejseforsikring i orden og tjek at du er dækket i Tyrkiet, som ofte kaldes udvidet Europa, før du rejser.
Hav også bevis på din forsikring med dig, f.eks på din telefon eller udprintet version, som du kan vise til læger og sygehuse, hvis uheldet skulle være ude.

Gem de vigtige nødnumre på din telefon
Skulle uheldet være ude, så gør dig selv den tjeneste at have gemt Tyrkiets vigtigste nødnumre på din telefon. I denne artikel kan du se alle nødnumrene for Tyrkiet.
Du kan også tage et skærmbillede af denne oversigt, så du har et billede af numrene i det fotoalbum.
⁉️ 112 – Akut nødhjælp (Hızır Acil Servis).
👮♀️ 155 – Politi (Polis İmdat)
👩✈️ 153 – Kommunal politi (Alo Zabıta)
🚓 154 – Trafikpoliti (Alo Trafik Polisi)
🔥 110 – Brandvæsen (Yangın İhbar)
📝 118 – Oplysningstjeneste (80 Telefon Danışma)
🛥 158 – Kystvagt (Alo Sahil Güvenlik)
🌳 177 – Skovbrandberedskab (Orman Yangın İhbarı)
🧕 183 – Hjælpetelefon for forsvundne børn og kvinder i nød

Køb dine udflugter online
Du kan ofte spare penge og undgå sprogforvirring ved at booke dine udflugter online hjemmefra. Online er priserne også faste og skulle noget gå galt, så har du et sted, du kan klage.
Hos Alanya.Dk har vi Getyourguide som samarbejdspartner, da Getyourguide har et stort udvalg af udflugter og et troværdigt system med anmeldelser.

Benyt de lokale skræddere
Skræddere i Alanya er dygtige og billige. Vil du gerne have noget lavet, så gå til skrædderen første dag i din ferie, da mange projekter tager et par dage at blive færdig. Ligeså kan du overveje at tage tøj med på ferien, som du ønsker at få syet om eller tilpasset.

Brug Google Maps
Skal du finde vej i byen, er Google Maps din ven. Google maps er meget præcis for Alanya også på punkter, som busruter og gåafstande.

Drik vand fra flaske, ikke fra vandhanen
Selvom vandet i hanen teknisk set er drikkeligt nogle steder, anbefales det altid at købe vand på flaske for at undgå maveproblemer.
Det største problem med vandet er, at det har en anden bakterieflora. Derfor kan man sagtens børste tænder i det og drikke kogt vand i f.eks din te eller kaffe men som rent drikkevand, så bør man købe vand på flaske.

Tag skoene af i private hjem og moskeer
Hvis du bliver inviteret hjem til nogen i Tyrkiet eller besøger en moské, så husk at tage skoene af – det er en vigtig del af tyrkisk etikette.
Læs også >> Guide: Besøg en moske i Alanya / Tyrkiet

Pas på trafikken – fodgængere bliver ikke altid respekteret
Trafikken i Alanya kan virke kaotisk, særligt i sommermånederne, hvor der er mange indlandsturister og udenlandske turister i lejet biler.
Vær derfor ekstra opmærksom, når du krydser vejen, selv i fodgængerfelter og undgå at tage nogle chancer i trafikken.

Lokale restauranter er billigere og mere autentiske
Spis hvor de lokale spiser, det er både billigere og ofte meget bedre. Læs vores guide til at spise som en lokal her.

Tag billeder med respekt
Vil du tage billeder af mennesker, f.eks sælgere eller børn, så spørg først. Det viser respekt og skaber ofte smil. Husk også at man ikke må fotografere militære anlæg og folk som beder i moskéen.

Brug kontanter på markeder og i småbutikker
Selvom mange steder tager kreditkort, er det stadig bedst at have kontanter på dig, især i mindre butikker, på frugt og grønt markeder og i taxaer, som ofte ikke tager kreditkort.

Hold øje med dine ting – især på strand og i bazar
Alanya er generelt en sikker by, men lommetyve kan være aktive i travle områder som basaren og stranden. Brug eventuelt bælte-/skuldertaske med lynlås, for at sikre dine ting bedst muligt og hold øje, hvis fremmede kommer meget tæt på dig uden grund.

Tjek priserne på menukortet før du bestiller
Selvom det kan være fristende at bare sidde sig ned på en lokal restaurant og bestille en øl eller sodavand, så husk altid at tjekke priserne på menukortet først.
Hvert år deler mange turister på facebook ublu regninger fra restauranter, hvor de har bestilt uden at tjekke menukortet først.
Priserne på mad og drikkevarer varierer fra sted til sted og din eneste sikkerhed for at vide hvad tingene vil koste, er at tjekke priserne, før du bestiller.

Hav håndsprit i lommen
I Tyrkiet hilser du hurtigt på mange mennesker, især hvis du besøger lokale steder eller bor på hotel.
For at holde hygiejnen høj og undgå at blive syg, så kan det være en god idé at have håndsprit i lommen.
Husk dog at du ikke behøver pakke det i litrevis hjemmefra, håndsprit kan let købes i Tyrkiet, både i den version man kender fra Danmark og i den lokale udgave, som kaldes cologne og som fås i forskellige duftvarianter.

Tag bussen men vær forberedt
Busserne i Alanya er billig og effektiv. Men i sommervarmen kan de blive meget fyldte, især i myldretiden.
Inden du hopper på den lokale bus i Alanya, så læs eventuelt vores store guide til Alanyas bybusser, hvor du kan se busruterne, priserne og hvordan du køber en billet.


Bliver det for varmt, så tag til Dim Çay eller Sapadere vandfaldet
Når sommervarmen bliver for meget, er Dim Çay floden, som er fyldt med restauranter et skønt sted at køle ned. Læs vores guide til Dim Cay her, som også inkludere hvilken bybus, du kan tage til Dim Cay.
Et andet køligt udflugtsmål er Sapadere vandfaldet, som ligger et stykke oppe i bjergene. Sapadere kan besøges på et guidet tur eller med en lejet bil. Der går ingen bybusser til Sapadere vandfaldet. Læs mere om Sapadere vandfaldet her.

Spar penge på at købe garn i Alanya
Alanya er et populært sted at købe garn til strik og hækle projekter, fordi garn er meget billigere i Tyrkiet.
Alanya har mange skønne garn butikker. I denne artikel kan du se vores oversigt over Alanyas garnbutikker og hvad de sælger.
Kunne du lide den artikel? Husk at like os på Facebook og få meget mere fra os!
Denne artikel omhandler:
- Garn i Alanya
- Rejseguide til Alanya
- Do´s and Dont´s i Tyrkiet
- Bedste rejseregler i Alanya
- Huskeliste til Alanya
- Huskeliste til Tyrkiet
- Gode rejseråd til Alanya
PIN IT!


