Guide til Alanyas strande
Alanya er en oplagt feriedestination, hvis en stor del af ferien skal bruges ved Middelhavet.
Byen har mange kilometer kystlinje, og strandene omkring Alanya er meget forskellige. Nogle har fint sand og lavt vand, andre har sten, klipper og hurtigt dybt vand.
Alanya ligger ud til Middelhavet og vandet er saltvand. Om sommeren er vandet varmt mens det er køligt om vinteren.
Der findes både offentlige strande, hvor du blot kan lægge dit håndklæde i sandet, og mere organiserede strandområder med beach clubs, restauranter, solsenge, parasoller og servering direkte ved vandet.
Byen byder på mange forskellige strande og i denne guide kan du læse om flere af dem.

Værd at vide om strandene i Alanya
En stor del af Alanyas kyst er offentlig, og du kan derfor bade og opholde dig på mange af strandene uden at betale entré.
På de mere organiserede strandafsnit kan du leje solsenge og parasoller. Priserne varierer meget fra sted til sted, og nogle beach clubs arbejder i stedet med minimumsforbrug eller andre ordninger.
Nogle af de strande, vi nævner i denne guide, er derfor traditionelle offentlige strande, mens andre er strandrestauranter eller beach clubs med deres eget område og service.
Nøgenbadning er forbudt i Tyrkiet. Dette glæder dog ikke børn.
Vær også opmærksom på, at havet kan ændre sig fra dag til dag. Bølger og strøm kan være kraftige, selv om Middelhavet ser roligt ud fra stranden.
Oversigt med Alanya´s strande

Damlataş Beach
Damlataş Beach ligger i begyndelsen af Cleopatra Beach lige neden for Alanya borgen og tæt ved Damlataş-grotten og svævebanen.
Her er stranden bred og centralt placeret, og du har både restauranter, caféer og byens seværdigheder inden for kort gåafstand.
Har man brug for at blive kølet ned, mens man er på Damlatas stranden så kan man besøge drypstenshulen på Damlatas. Vil man gerne se fritlevende skildpadder, kan dette også gøres ved Damlatas. Fra Damlatas går Bus nr. 4 op til borgen.

Cleopatra stranden / Vest stranden
Cleopatra Beach er uden tvivl Alanyas mest kendte strand.
Den lange strand ligger på vestsiden af Alanya borgen og fortsætter flere kilometer langs byen. Her er sandet generelt finere end på mange af strandene øst for centrum, og vandet har den karakteristiske klare blå farve, som stranden er kendt for.
Til gengæld bliver vandet flere steder hurtigt dybt, og på dage med bølger kan strømmen være kraftig.
Langs Cleopatra Beach ligger en lang række strandnumre, restauranter, beach clubs og hoteller, så der er stor forskel på oplevelsen alt efter, hvilket område af stranden du vælger.

Nizza Restaurant & Beach
På Cleopatra-siden finder du også Nizza Restaurant, som ligger direkte ved stranden og kombinerer restaurant med strandservice.
Nizza åbnede i 2026 og ligger i forbindelse med Hotel Royalisa på den tidligere Bliss Beach-lokation. Restauranten ligger direkte ved Cleopatra Beach og har fokus på både frokost, middag og afslapning ved vandet.
Her kan du spise i skyggen tæt ved stranden eller kombinere restaurantbesøget med en dag ved vandet. Nizza tilbyder solsenge med parasol samt større pergolaer, som kan benyttes af flere personer.
På menukortet finder du blandt andet sushi, fisk og skaldyr, steaks, salater og internationale retter.
Det er et godt valg, hvis du gerne vil have en mere rolig stranddag med restaurantservice fremfor blot at lægge håndklædet direkte i sandet.
Læs også >> Frokost på stranden hos Nizza Restaurant

Den lille strand ved Red Tower
Tæt ved Red Tower i Alanyas historiske havneområde ligger en lille strand mellem klipperne og de gamle forsvarsmure.
Den er meget mindre end Cleopatra Beach og Keykubat Beach, men placeringen gør den speciel.
Her kan du bade med udsigt til Red Tower, skibsværftet og de mange turbåde i havnen.
Området er samtidig interessant til snorkling, fordi der er klipper og mange små fisk tæt ved kysten.

Keykubat stranden / Øst stranden
På den østlige side af Alanya centrum ligger Keykubat Beach, som ofte blot kaldes Øststranden.
Her er underlaget mere varieret end på Cleopatra Beach. Flere steder består stranden af en blanding af sand, småsten og klippepartier.
Til gengæld er stranden lang, og der er mange forskellige strandafsnit med hoteller, restauranter og beach clubs langs kysten.
På flere områder findes badebroer, som gør det lettere at komme direkte ud i vandet.

En Vie Beach
En Vie Beach ligger direkte ved Middelhavet på den østlige side af Alanya centrum, kun omkring 500 meter fra centrum.
Stedet kombinerer boutiquehotel, restaurant og privat strand med solsenge og spisepladser. En Vie beskriver selv stedet som et adults-only beach hotel med direkte adgang til stranden.
Her kan du starte dagen med morgenmad eller kaffe, spise frokost ved vandet, blive til drinks senere på dagen og afslutte med middag ved Middelhavet.
Der arrangeres også løbende live musik, DJ-aftener og særlige events.
En Vie Beach passer derfor især til voksne, der ønsker en stranddag med restaurant, musik og mere beach club-stemning fremfor en helt klassisk offentlig strand.
Læs også >> Restaurantanmeldelse: En Vie Beach – Stemning og skøn mad

Day One Beach Club
Længere mod øst ligger Day One Beach Club, som er en del af Day One Beach Resort & Spa.
Day One ligger direkte ved Middelhavet og har sit eget store strandområde. Hotellet beskriver selv stranden som en privat sandstrand, og området omfatter både Beach Club, pools, restaurant og flere andre faciliteter.
Du behøver ikke bo på hotellet for at besøge beach clubben eller flere af de øvrige faciliteter. Day One har gennem de senere år udviklet sig til et større strand- og underholdningsområde med blandt andet restauranten Origin og rooftop-konceptet Privée.
Beach clubben bruges både til almindelige stranddage og til events. I sommersæsonen arrangeres der blandt andet musikarrangementer og særlige events på stranden.
Det er derfor et godt valg, hvis du ønsker en mere moderne beach club-oplevelse med musik, mad, drinks og pools samlet samme sted.
Læs også >> Guide til Day Ones og stedets faciliteter

Ulaş Heaven Beach
Vest for Alanya centrum ligger Ulaş Heaven Beach, som er en af de mere rolige strandoplevelser uden for selve byen.
Stranden ligger omgivet af klipper og natur og har en mere afskærmet stemning end strandene inde i centrum.
Her finder du både restaurant, solsenge og områder med skygge. Ulaş Heaven Beach er samtidig kendt for sin store tyrkiske morgenmad, som kan nydes med udsigt over Middelhavet.
Et af de særlige elementer ved området er de naturlige bassiner i klipperne, som stammer fra gamle udhugninger efter møllesten. Bassinerne gør området interessant for familier, fordi mindre børn flere steder kan lege i mere beskyttet vand end direkte ude i havet.
Det er også muligt at leje paddleboard, som koster 10 euro i timen.
Stranden består hovedsageligt af småsten, så badesko kan være en fordel.
Ulaş Heaven Beach er især et godt valg, hvis du ønsker at komme lidt væk fra centrum og kombinere strand, restaurant og natur.
Læs også >> Ulas Heaven Beach – En af Alanyas mest hyggelige og private strande

Incekum stranden
Omkring 20 kilometer vest for Alanya ligger Incekum.
Navnet betyder direkte oversat “fint sand”, og området er kendt for sin brede sandstrand og det lavere vand. Det gør Incekum populær blandt familier med børn.
Bag stranden ligger grønne områder med fyrretræer, som giver naturlig skygge, og området har gennem mange år været populært blandt lokale til picnic og udflugter.

Mahmutlar strande
Øst for Alanya ligger Mahmutlar, som har en lang kystlinje med mange forskellige strandafsnit.
Her er stranden generelt mere stenet end Cleopatra Beach, og flere steder ligger der store klippeplader under vandet.
Til gengæld er der mange private strandafsnit, restauranter og beach clubs langs kysten.
Mahmutlar er et oplagt valg, hvis du bor i den østlige del af Alanya-området og ikke ønsker at tage helt ind til centrum for at komme på stranden.

Gazipaşa´s strande
I nabobyen Gazipasa finder du også flere smukke strande, som er langt mindre turistet end Alanya.
På Koura Beach øst for Gazipasa kan du opleve de mest fortryllende naturskabte pool mellem stranden og Middelhavet. De naturskabte pools opstår meget sjældent og det er et eksempel på naturen viser sine mirakler. Det tyrkiske navn for de naturskabte pools er ”Yalıtaşı”. Læs mere om de naturskabte pools i Gazipaşa her.
Mod vest ligger Selinus borgen og på den anden side af borgen ligger Gazipaşa Halk plajı. Langs strandene kan man finde små restauranter, hvor man kan nyde morgenmad, frokost eller aftensmad langs vandet, til meget fair priser. Der er også flere picnicpladser kombineret med legepladser og motionsredskaberne, så hvis man ønsker det, kan man også tage frokosten med hjemmefra.
Læs også >> Guide til Gazipaşa og byens seværdigheder

Sport ved stranden og på vandet
Langs strandene i Alanya er der flere steder opstillet velbevaret beachvolley baner. Banerne er gratis at benytte og tyrkerne elsker at spille beachvolley, så det er ikke et problem at lave 2 hold til et spil på stranden.
Er man mere til en tur på vandet, så er der et bredt udbud af vandsport i Alanya, f.eks. jetski, vandski, windsurfing, parasailing og dykning. Priserne varierer alt efter, hvad man gerne vil prøve og hvor lang tid man gerne vil være på vandet.
Læs også: 25+ seværdigheder i Antalya, Tyrkiet
Gode råd til Alanyas strande
- Respekter badeflagene. Når det røde flag er hejst, er det livsfarligt at gå i vandet.
- Husk at få rigeligt med vaske ala vand og drik ikke for mange øl. Læs her hvordan du undgår hedeslag.
- Husk høj faktor solcreme. Solen er stærk ved Alanyas strande.
- Husk kontanter, når du skal på toilettet. Mange toiletter er bemandet med små selvstændige, som tjener deres levebrød ved at varetage og rengøre toiletterne for kommunen.
- Støt de små lokale strandbare.
Hvis du er heldig kan du også opleve havskildpadder i vandet ved Alanya. Læs mere om hvilke typer af havskildpadder, der lever ved Alanya her.
Badeflag på stranden

Det rød-gule badeflag
Det rød-gule flag er livredderflaget. Kan du se det rød-gule flag er du i et område, hvor der er livredderovervågning af badegæster. Derfor er det en god huskeregel at bade mellem flagene.

Det gule badeflag
Det gule badeflag betyder, at du skal være meget opmærksom og udvise stor forsigtighed under din badning. Det gule flag hejses af kystlivreddere, hvis badeforholdene i området er usikre. Selvom vandet ser stille og roligt ud, kan det snyde. Bølger, strøm og brandmænd kan også være årsag til at hejse det gule badeflag.

Det røde badeflag
Det røde flag betyder det er livsfarligt at gå i vandet! Stol altid på det røde badeflag og eksperterne, som har hejst flag. Gå ikke i vandet når det røde flag er oppe!

Det blå badeflag
Det blå flag er din garanti for, at badevandet er rent og pænt. Det blå flag findes ofte på Alanyas strande. Flaget symbolisere at stranden lever op til de krav der er sat for strandens faciliteter, vandkvalitet, miljøinformation, sikkerhed og service.
Kunne du lide den artikel? Husk at like os på Facebook og få endnu flere nyheder!
Denne artikel omhandler:
- Stranden i Alanya
- Guide til Alanyas strande
- Oplevelser i Alanya
- Bedste strande i Alanya


Lukket for kommentarer.