Guide til Day Ones og stedets faciliteter
Siden Day One åbnede siden døre i 2022, har det markeret sig som en af Alanyas bedste hoteller.
Men Day One er meget mere end et hotel ved stranden i Alanya.
Det store område i den østlige del af byen samler nemlig flere forskellige koncepter på samme adresse. Her finder du Day One Beach Resort & Spa, Day One Beach Club, restauranten Origin og rooftop loungen Privée.
Man behøver samtidig ikke bo på hotellet for at opleve Day One. Både restauranterne, beach clubben, træningsfaciliteterne og Privée kan benyttes af udefrakommende, og derfor kan man sagtens besøge stedet flere gange på sin ferie og få vidt forskellige oplevelser.
Vi fra Alanya.Dk har samarbejdet med Day One siden det åbnede og naturligvis besøgt Day One flere gange og prøvet flere af stedets forskellige faciliteter. Her får du vores samlede guide til Day One i Alanya.


Day One Beach Resort & Spa – hotel direkte ved Middelhavet
Day One Beach Resort & Spa ligger direkte ud til Middelhavet på den østlige side af Alanya. Hotellet er bygget i kun to etager, hvilket giver området en helt anden stemning end mange af Alanyas store højhushoteller.
Værelserne findes i flere forskellige kategorier, og valget afhænger blandt andet af, om man prioriterer pooladgang eller udsigt.
På nederste etage findes værelser med direkte adgang til poolområdet, så man kan gå fra sin terrasse og direkte ud til poolen. Vælger man i stedet et værelse på anden sal, får man den smukke udsigt over Middelhavet og Alanya borg.
Hotellet har også større VIP-suiter, som er meget større og som har egen terrasse med jacuzzi, hvis opholdet skal være lidt ekstra luksuriøst.
Day One har blandt andet værelseskategorierne Deluxe Sea View, Deluxe Sea View Swim Up, Deluxe Sea View Plunge Pool og Deluxe Sea View Suite.

Private områder for hotellets gæster
Som hotelgæst har man adgang til et særligt område af stranden, der er reserveret til hotellets gæster.
Derudover kan hotellets gæster benytte swimmingpoolen, haven og fitnessfaciliteterne. Kombinationen af strand, pool og de grønne udendørsområder gør, at man sagtens kan tilbringe hele dagen på resortet uden at skulle andre steder hen.
Hotellets placering betyder samtidig, at man stadig befinder sig i Alanya og derfor nemt kan kombinere afslapning på resortet med restaurantbesøg, shopping og oplevelser rundt omkring i byen.

Fitness, yoga og reformer pilates på Day One
Day One har også sit eget fitness- og træningsområde, og det er ikke kun for hotellets gæster.
Der tilbydes forskellige former for træning, blandt andet almindelig fitness, yoga, reformer pilates og fly yoga. Det er desuden muligt at træne med personlig træner.
Udefrakommende kan deltage i træningen og de forskellige hold, så man behøver altså ikke være gæst på Day One Resort for eksempelvis at tage en reformer pilates- eller yogatime.
Program, undervisere og tidspunkter kan variere, så kontakt Day One direkte for information om aktuelle hold og muligheder for personlig træning.

Day One Beach Club – en dag ved poolen eller stranden
En anden stor del af området er Day One Beach Club.
Beach clubben kan besøges uden at bo på hotellet, og her kan man booke solsenge forskellige steder på det store område mod betaling.
Et af de mest populære områder ligger omkring den store swimmingpool, hvor man befinder sig midt i beach club-stemningen. Når der er DJ- eller musik optræden, så er det også ved Pool området der foregår.
Vil man gerne sole og foretrækker man Middelhavet, kan man i stedet booke en plads på stranden.
En tredje mulighed er den lange badebro, som går ud i Middelhavet. Her ligger man helt ude over vandet med en fantastisk og uforstyrret udsigt mod Alanya og den historiske borg.
Det er især et smukt sted sidst på dagen, når solen begynder at gå ned bag Alanya.



Mad og drinks direkte ved solsengen eller i restauranten
Man behøver ikke forlade sin solseng, når sulten melder sig.
Day One Beach Club har sin egen restaurant, og maden kan serveres rundt omkring på beach clubben. Man kan derfor spise ved sin solseng, ved poolområdet eller vælge at sætte sig ved restaurantens borde.
Menukortet er stort og internationalt med noget til både den lille og store sult.
Der serveres blandt andet sushi, salater, tacos, wraps, burgere, pizza, pasta, poke bowls, fisk og forskellige hovedretter. Derudover er der snacks og desserter samt et stort udvalg af kolde drikkevarer og cocktails. En populær cocktail blandt danskerne er drinken ”Hygge”.

Sunset Mingle hver anden søndag
Day One Beach Club handler ikke kun om solbadning og swimmingpool.
Hver anden søndag afholdes Sunset Mingle fra kl. 18.00, hvor stemningen langsomt skifter fra beach club til en hyggelig sommeraften med musik og gode rytmer ved Middelhavet.
Sunset Mingle er gratis, og nogle søndage suppleres arrangementet med gæste-DJ’s eller andre særlige events.
Day One arrangerer desuden løbende større events og festivaler. Derfor er det en god idé at holde øje med deres aktuelle eventkalender og sociale medier, hvis man opholder sig i Alanya.





Origin – Day Ones restaurant
Origin Mezze & Grill er Day Ones restaurant og kan besøges både af hotellets gæster og af gæster udefra.
Om morgenen serveres der morgenmadsbuffet. Morgenmaden er inkluderet for hotellets gæster, mens udefrakommende kan købe adgang til buffeten for 1.000 TL pr. person.
Origin holder desuden åbent til både frokost og aftensmad.
Om aftenen er konceptet på Origin i høj grad inspireret af den tyrkiske meyhane-tradition.
En vigtig del af oplevelsen er de mange mezzer. I stedet for kun at vælge fra et traditionelt menukort kan man se dagens udvalg af mezzer i restaurantens montre og vælge de små retter, man ønsker til bordet.
Det er en hyggelig og meget tyrkisk måde at spise på, hvor flere retter deles omkring bordet, og middagen gerne må tage god tid.
Origin har samtidig et omfattende almindeligt menukort.
Fisk og seafood fylder meget og inkluderer blandt andet havbars, laks, dorade, rejer, calamari og forskellige seafood-retter. Der findes også kød- og kyllingeretter, pasta, salater og andre internationale retter.
Og lidt utraditionelt for et klassisk meyhane-koncept kan man også bestille sushi.
Særligt om aftenen er Origin restauranten populær. Fra restauranten har man udsigt over Middelhavet og mod Alanya-borgen, og omkring solnedgang er omgivelserne ekstra smukke.
Læs også >> Restaurantanmeldelse: Origin Mezze og Fiskerestaurant

Origin til bryllupper og private arrangementer
Origin kan også bookes til private selskaber og arrangementer.
Med placeringen direkte ved Middelhavet og udsigten mod Alanya-borgen er restauranten blandt andet en oplagt mulighed til bryllupper og andre større fejringer.
Vi hos Alanya Dk har selv et helt særligt forhold til stedet. Tea og Taner fra Alanya Dk er nemlig blevet gift på Origin, så vi har også oplevet restauranten som ramme om vores private arrangement.
Læs Tea´s historie fra brylluppet på Origin på Day One her.

Privée Rooftop Lounge – når aftenen fortsætter
Når middagen er slut, behøver aftenen ikke være slut.
På Day One finder man også Privée Rooftop Lounge, som er stedets eksklusive rooftop lounge og natklub.
Privée åbner kl. 20.00, og der er som udgangspunkt gratis adgang. Det anbefales dog at ringe/skrive og reservere, hvis man gerne vil være sikker på en bestemt siddeplads.
Privée ligger højt med udsigt over Middelhavet og Alanya-borgen, og når mørket falder på, får man samtidig udsigten til lysene fra byen og borgen.

Pergola eller plads omkring baren
Privée har forskellige typer siddeområder.
De store pergolaer giver mulighed for at have sit eget loungeområde, men ved booking af disse gælder der et minimumsbeløb, som skal bruges i løbet af aftenen.
Ønsker man ikke en pergola, findes der også siddepladser omkring barområdet samt mange barborde.
Privée er først og fremmest et sted for drinks, cocktails, musik og natteliv. Der serveres ikke mad.

Internationale DJ’s og særlige events
Musikken spiller en stor rolle på Privée.
I løbet af sæsonen besøges stedet ofte af gæste-DJ’s og forskellige artister, og nogle aftener arrangeres der større events og koncerter.
Programmet ændrer sig løbende gennem sommeren, så hvis man gerne vil opleve en bestemt DJ eller en af de større aftener, anbefaler vi at tjekke Privées Instagram inden besøget.
Det betyder også, at to aftener på Privée ikke nødvendigvis er ens. Nogle aftener er mere afslappede, mens andre er store eventaftener med internationale DJ’s og masser af mennesker.

Fire forskellige oplevelser på samme adresse
Det særlige ved Day One er netop, at stedet ikke passer ind i én enkelt kategori.
Man kan bo på resortet med direkte adgang til poolen, starte dagen med morgenmadsbuffet på Origin, tilbringe eftermiddagen på en solseng ved Day One Beach Club, spise mezze og frisk fisk ved solnedgang og slutte aftenen med cocktails og musik på Privée.
Men man kan lige så nemt vælge én enkelt del.
Du behøver altså ikke booke et hotelophold for at besøge Day One. Du kan komme for at spise morgenmad, tage til yoga eller reformer pilates, booke en dag ved beach clubben, spise middag på Origin eller tage på Privée om aftenen.
Praktiske oplysninger om Day One Beach Resort & Spa
Reservation: +90 (242) 255 50 02
WhatsApp: +90 (539) 774 41 77
E-mail: info@dayoneresort.com
Adresse: Cumhuriyet Mah. Ahmet Tokuş Bulvarı No:100, 07425 Alanya, Antalya
Kunne du lide den artikel? Husk at like os på Facebook og få meget mere fra os!
Denne artikel omhandler:
- Day One resort Alanya
- Day One Beach
- Alanya Hotellet
- Oplevelser i Tyrkiet
- Day One konceptet
- Origin restaurant
- Privée lounge
- Privée natklub

