Alanyas historie fra antikken til det 20. århundred
Alanya er i dag kendt som en populær ferieby med sol, strande og masser af oplevelser.
– men bag den moderne facade gemmer der sig en fascinerende historie, der strækker sig flere tusinde år tilbage i tiden.
Fra antikkens pirater og romerske kejsere til middelalderens imponerende fæstning og osmanniske handelsliv har Alanya været centrum for magt, handel og kultur gennem århundreder.
I denne artikel tager vi dig med på en rejse gennem Alanyas spændende fortid – fra de første dokumenteret bosættelser til byens udvikling frem mod det 20. århundrede, hvor Alanya begyndte at tage form som den by, vi kender i dag.
I vores artikler kan du læse om forskellige tidsperioder i Alanya men fra en stor tekstsamling på Alanyas borg, har vi fået samlet og oversat fra tyrkisk til dansk en komplet tidslinje over Alanyas historie.
Alanyas historie fra antikken til det 20. århundred

Alanya i Antikken – 400-200 F.kr.
Byen Alanya blev oprindeligt grundlagt på klippehalvøen, der ligger cirka 250 meter over havet.
Den spidse klippehalvø strækker sig ud i havet som en pil mod syd. De stejle klipper på den vestlige og sydlige side gjorde det svært at angribe byen fra havet, hvilket gjorde stedet lettere at forsvare og strategisk vigtigt.
På den østlige side af halvøen lå havnen, ligesom den gør i dag. Havnen spillede en vigtig rolle i handlen mellem Det Ægæiske Hav, Cypern og det østlige Middelhav. Selvom halvøen ikke havde egne vandkilder, var området nord for Alanya frugtbart og rigt på vand.
Floder som Dim cay floden gjorde det muligt at transportere cedertræ fra Taurusbjergenes højder til havet, hvor træet blev brugt som tømmer og sendt til mange lande, især Egypten, allerede fra den hellenistiske periode.
Den ældste skriftlige omtale af Alanya stammer fra det 4. århundrede f.Kr., hvor byen blev kaldt Korakesion (som betyder “Kragereden”) i værket Periplous, skrevet af Skylax. Omkring år 199 f.Kr. blev Korakesion kendt som den eneste by i Kilikien, der kunne modstå kong Antiokus’ herredømme.
Historikeren Strabon beskrev byen som rig på cedertræ, som var afgørende for skibsbygning, og nævnte, at byen lå på en høj klippe. Ifølge ham markerede Korakesion den vestlige grænse af Kilikien, når man kom fra Pamfylien (regionen vest for Alanya).
I dag kan man stadig se ruiner fra denne tid på Alanyas borg, især i de nederste dele af murene i Ehmedek-området. Disse mure blev bygget af store stenblokke uden mørtel. Ved udgravninger i det indre slot er der også fundet mønter fra perioden.
På grund af den utilgængelige placering og de barske bjerge i området blev Korakesion på et tidspunkt en base for pirater. En af dem, piratlederen Diodotos Tryphon, brugte stedet som hovedkvarter i mange år.

Alanya i hellenistisk tid – 133-67 f.kr
I år 133 f.Kr. efterlod Attalos III kongeriget Pergamon i arv til det Romerske Imperium. I den forbindelse så man begyndelsen på romersk indflydelse i det sydlige Anatolien, men den romerske kontrol i området blev aldrig særlig stærk.
Derfor opstod der et administrativt tomrum, og det forstås, at dette tomrum blev udfyldt af pirater.
For at bekæmpe pirateri indsatte den romerske regering i år 67 f.Kr. Gnaeus Pompeius Magnus til opgaven. Flåden, som ankom med 270 skibe ud for Korakesion (nutidens Alanya), besejrede piraterne i et søslag, og piraterne blev derefter fordrevet og bosat i de indre bjergrige egne af området.

Alanya i den romerske kejsertid – 98-260 e.kr
I denne periode kan grundene til forstærkningen af bymurene i byerne langs Anatoliens sydkyst ses som beskyttelse mod angreb fra parthere og sasaniderne. Oprindeligt blev murene bygget som forsvar mod piratangreb, men senere blev de brugt som generel beskyttelse mod invasioner. Historiske kilder viser, at sasanidernes magt nåede helt til Korakesion.
Mens murene i den tidligere periode blev bygget med store, rektangulære sten uden mørtel, blev de i denne periode forhøjet ved at tilføje sten skåret i mindre størrelser. Reparationer og forstærkninger af murene ses især i tårnmurene i den del af byen, der kaldes Ehmedek.
I det 2. og 3. århundrede e.Kr. kan man, som det også var tilfældet langs hele Middelhavsområdet, se eksempler på romersk arkitektur i byerne langs Anatoliens middelhavskyst. I denne periode blev der også bygget en vej, der gik fra Pamfylien gennem det barske terræn i Kilikien, kaldet Bjergrige Kilikien.
Arkæologiske udgravninger har afsløret spor af bosættelser omkring denne vej i området, der i dag er kendt som Kadıpaşa-kvarteret i Alanya.
Langs denne vej er der fundet milesten (sten med afstandsangivelser og ruteoplysninger) samt inskriptioner i Korakesion, der vidner om sportsbegivenheder som brydning. Disse genstande udstilles i dag på Alanyas Museum.

Alanya i Den byzantinske periode – 300-600 e.kr
I denne periode vides det, at Alanya, især med Side, havde gode relationer til andre byer i det vestlige Anatolien. Det fremgår også, at der fandtes et jødisk mindretal i byen, og at de byggede en synagoge i Side, hvilket er kendt takket være en inskription fundet under udgravningerne i Side. Dette tolkes som et resultat af deres handelsrelationer.
Ved kirkemødet i Nikæa i år 325 blev kristendommen anerkendt som officiel religion. Ifølge kilder blev op til 15 biskopper sendt fra byer som Syedra og Antiokia langs sydkysten, herunder også fra Isauria, til Nikæa-rådet. Isauria strakte sig fra Korakesion i vest til Lykaonien og havde Silifke som administrativt centrum.
I det 4. og 5. århundrede begyndte kristendommen at sprede sig i området. Under kejser Diocletians reformer blev de romerske provinser omorganiseret. I denne nye orden forsøgte lokale embedsmænd at sikre kontrol over Isauria, der var præget af uro, og de øgede deres militære tilstedeværelse for at holde oprør og uroligheder under kontrol.

Alanya i den mellembyzantinske periode – 500–900 e.Kr.
Alanyas fæstnings fysiske struktur blev i høj grad formet i perioden efter det 6. århundrede under den byzantinske periode. I denne periode blev fæstningerne i det sydlige Anatolien forstærket, og nye fæstninger blev opført for at sikre sikkerheden i Middelhavsområdet. Historikeren Prokopios nævner, at der i denne tid blev bygget tårne i fæstningsmurene, og at fæstninger med sådanne tårne blev kaldt pyrgo-castellū (borgtårn) på græsk og Castella på latin.
På grund af truslen fra sasaniderne prioriterede kejser Justinian, at fæstninger i det østlige og sydøstlige Anatolien blev forstærket og repareret. Det er muligt at forstå den karakteristiske byzantinske byggestil ved at se på ændringerne i byggematerialerne brugt i byens mure. I denne periode begyndte man at bruge tykke, tilhuggede teglsten i murkonstruktioner.
Det forstås, at Alanyas mure i denne periode bestod af murene omkring Orta Kale (Midtfæstningen), og at disse mure var forbundet med murene i den nordvestlige del, kendt som Ehmedek. Forstærkningen i Orta Kale i den byzantinske periode bestod især i forhøjelse af murene, og det menes, at dette blev gjort for at beskytte mod arabiske angreb i det 7. og 8. århundrede.
Det var almindeligt at bygge små kapeller (kapel-lignende strukturer) på bastionerne i murene. Et af disse kapeller, som stadig findes i dag, ligger på Orta Kales mure. Denne struktur, som senere blev omdannet til en moské, er kendt under navnet “Arap Evliyası” (den arabiske helgen).

Alanya i den tidlig seldsjukkisk periode – 1000–1200 e.Kr.
Kilikien-armenske fyrstendømmes herredømme i området falder sammen med tiden umiddelbart før seldsjukkernes fremkomst. Det vides, at flere armenske enheder blev sendt til regionen af de byzantinske kejsere, som ønskede at generobre kontrollen over Kilikien fra araberne.
Byzantinernes placering af armeniere i området stammer fra en aftale indgået mellem det armenske kongerige Ani og Bagrattide-dynastiet under kejser Gagik I, som havde til hensigt at sikre det østlige Byzantins grænser.
Efterfølgende blev armenierne underlagt det byzantinske riges imperialistiske besættelse, og de blev sendt til at bosætte sig i fæstninger, som var blevet generobret fra araberne i syd.
I 1078 udnævnte den byzantinske kejser Michael VII den armenske kommandant Philaretos til hertug af Kilikien på grund af hans succeser i området, hvilket markerede begyndelsen på et armensk fyrstendømme under byzantinsk overhøjhed.
Byen blev i denne periode kendt under navnet Kalonoros (som betyder smukke bjerg). Efter at Byzantinernes autoritet i regionen begyndte at svækkes, begyndte Emir Kir Fard og hans familie at bevæge sig uafhængigt og fastholdt deres kontrol i området indtil den seldsjukkiske hersker Alaeddin Keykubad erobrede byen.
Det fremgår af en inskription fundet i Alanyas borg og udstillet på Alanya Museum, at fæstningsmurene blev forstærket i denne periode med henblik på forsvar.

Alanya i den sene Seldsjuk-periode 1200–1300 e.Kr.
Stedet, dengang kendt som Kalonoros (som betyder smukke bjerg), blev efter en cirka to måneder lang belejring erobret i 1221 af Alaeddin Keykubad.
Ifølge Ibn-i Bibi lod Keykubad bygge borgen som en tak til Gud for den tildelte sejr og gav byen sit tilnavn, “Alaiye”, afledt af hans eget navn.
Efter erobringen beordrede sultan Alaeddin Keykubad reparation og renovering af byens mure og strukturer. Det står klart, at borgen med ombygningerne har fået et mere majestætisk udseende. Mange tårne blev bygget i bymurene, og vagter blev placeret på disse tårne.
Murene, som var blevet beskadiget under belejringen, blev repareret og forstærket. Den stærkeste befæstning fandtes i murene nord for borgen, og et andet lag forsvar blev tilføjet mellem Ehmedek og Nedre Port (Aşağı Kapı).
I havneområdet blev det ottekantede tårn Kızıl Kule (Red Tower) bygget, og vest for det blev et andet firkantet tårn (Tophane) opført for yderligere beskyttelse. Skibsværftet (Tersane), der blev bygget mellem Kızıl Kule og Tophane, blev det andet i riget efter Sinop og gav Alaeddin Keykubad titlen “De To Havs Sultan”.
Den seljukiske dominans i Middelhavet styrkede den maritime handel. Alaiye blev en vigtig hovedstad og oplevede sin mest strålende periode, som en søby.
I denne periode blev der også opført paladser og haver uden for Alanya-borgen, såsom Hasbahçe og Gulefsen-paladserne.

Alanya i den tidlige osmanniske periode – 1300–1471 e.Kr.
I begyndelsen af det 14. århundrede, efter opløsningen af det Seldsjukkiske Sultanat, kom regionen sammen med Konya under Karamanogluernes kontrol. Karamanoglu-dynastiet fik kontrol over kystområdet, herunder Alanya, samt forskellige pas i Taurusbjergene.
I denne periode indgik Karamanoglu-dynastiet en alliance med det Egyptiske Mameluk-sultanat imod osmannerne, hvilket banede vejen for Mameluk-styrets dominans i området.
Den berømte rejsende Ibn Battuta, som kom til Alanya fra Latakia i 1332, skrev, at byen blev styret af Karamanoglu Yusuf Bey og var kendt for sin handel med tømmer til det Egyptiske Mameluk-sultanat.
Lusignan-dynastiet på Cypern lagde fra 1324 de sydlige regioner af Anatolien under tribut. Det vides, at blandt de varer, der blev sendt til Alaiye (det tidligere navn for Alanya), fandtes tørrede frugter, og at enheden for måling af disse hed “Scimeo”.
Læs også >> Ramazan şerbeti: Kultur, historie og opskrift

Alanya i Osmannerriget – 1400–20. århundrede e.Kr.
Alanya fortsatte i begyndelsen af det 15. århundrede sin eksistens som Alaiye Beyliget. I denne periode opnåede de italienske bystater kontrol over forskellige havnebyer i Middelhavet.
I 1403 angreb Genovas guvernør Boucicaut Alanya, men det lykkedes ham ikke at erobre byen. Alaiyes bey blev dog nødt til at indgå fred. Emirerne fra Alaiye Beyliget bad osmannerne om støtte mod Karamanoglu-dynastiet. Efter at Karamanoglu Beyliget blev nedkæmpet af Gedik Ahmet Pasha, blev Alanya i 1471 en del af det Osmanniske Rige.
Under osmannerne blev Alanya brugt som en militær base under belejringen af Cypern. I denne periode blev befæstningsarbejderne i byen styrket, og man byggede havnemure, Süleymaniye-moskeen, Bedesten (den overdækket basar) og Arasta (håndværkergade). I det 17. århundrede blev Alanya belejret af den venetianske flåde, men byen kunne ikke indtages.
Omkring 1650 sammenlignede Katip Çelebi (Hacı Halife) Alanya-borgen med Bagdad-borgen i form af dens pragt. Evliya Çelebi, som menes at have besøgt Alanya i 1671–72, skrev at stedet blev styret af en pasha underlagt Adanas Beylerbey. I 1810 beskrev den engelske kaptajn Beaufort Alanya i sin bog.

Alanya i den tidlig republikansk periode i år 1933 – 1935
Byens navn blev den 29. marts 1933 officielt ændret til Alanya med præsident Gazi Mustafa Kemal Atatürks underskrift. Læs hele den historie her.
Gazi Mustafa Kemal Atatürk besøgte Alanya den 18. februar 1935. Efter besøget sendte han et telegram til befolkningen i Alanya. Dette telegram kan ses i Alanya Atatürks Hus og Museum.
På det står der “Ved min ankomst til Alanya og i løbet af de få timer, jeg tilbragte der, blev jeg dybt rørt og glædeligt berørt af den kærlighed og gæstfrihed, som det ærefulde folk i Alanya viste mig. Jeg rejste udelukkende, fordi der ikke længere var nogen grund til at blive. Jeg gentager min hengivenhed for folket i Alanya og sender mine hilsner.” — Mustafa Kemal Atatürk
– K. ATATÜRK
Kunne du lide den artikel? Husk at like os på Facebook og få endnu flere nyheder!
Denne artikel omhandler:
- Alanya historie
- Tidslinje over Alanyas historie
- Osmannisk historie
- Tyrkisk historie
- Borgen i Alanya
- Osmanneriget
- Atatürk i Alanya.

