Sådan laver du det perfekte tyrkiske iftarbord under ramadanen
Ramadanen er årets vigtigste måned for muslimer.
Det er en hellig tid, hvor man har mulighed for at styrke forbindelsen til Allah, og det daglige brød værdsættes på ny.
Fasten, der varer fra solopgang (suhoor) til solnedgang (iftar), giver mennesket en dybere forståelse af sultens realitet, som de fattige og nødlidende i verden dagligt oplever.
Formålet er at skabe empati og nedbryde skel mellem rig og fattig. Set fra et sundhedsmæssigt perspektiv mener muslimer, at faste kan være gavnligt, da det over en periode har en rensende og positiv effekt på kroppen.
Ramadanen opfordrer også til næstekærlighed og gavmildhed. Har man mad til overs, deles det gerne med naboen. Har man plads derhjemme, inviterer man andre til iftar.
Det er også en tid, der bruges på refleksion og personlig udvikling, hvor mange muslimer fordyber sig i Koranen for at styrke deres viden og tro. Formålet er også selvdisciplin og at vende fokus væk fra det materielle.

Når solen går ned
Når solen går ned under ramadanen, markerer det tidspunktet for iftar, som er det måltid, hvor muslimer bryder deres faste. Fasten brydes i mange muslimske hjem med et fællesmåltid med familie og venner. Muslimerne siger ofte “Bismillah“, når de bryder fasten og tager deres første bid. Det betyder “I Guds navn” og er en måde at vise taknemmelighed og velsigne måltidet.
Hver aften under ramadanen, når solen går ned i Alanya, bliver der affyret et kanonskud, som afslutter dagens faste. Når fasten slutter, er det igen tilladt at spise, drikke, kysse mm.
I Tyrkiet er der mange traditioner for, hvad man spiser under ramadanen. For eksempel er Ramazan Pidesi et blødt og luftigt brød, som næsten alle tyrkiske familier nyder i denne måned. En anden klassiker er desserten Güllac, der ofte serveres under ramadanen i mange tyrkiske hjem.
I denne artikel får du inspiration til at lave et lækkert iftarbord, hvad enten det er til dig selv, din familie, dine muslimske veninder eller andre, du gerne vil dele ramadanens hygge med.

Bryd fasten med en daddel og/eller oliven
Dadler er en uundværlig del af iftar-bordet. Derudover kan man også inkludere andre tørrede frugter som figner og abrikoser. Server det gerne i et pænt fad.
Iftar begynder ofte med at spise dadler og drikke vand, en tradition der stammer fra profeten Muhammed. Han beskrev dadler som en af de mest næringsrige frugter og en enestående energikilde.
Når muslimer følger profeten Muhammeds handlinger, kaldes det Sünnet. Dadler var en vigtig fødekilde for de første muslimer på rejser og under kampe, da de var nemme at opbevare og hurtigt gav energi.
Dadler har også en dyb symbolsk betydning i islam. De nævnes mere end 20 gange i Koranen og forbindes med velsignelse, næring og frugtbarhed. Ifølge islamisk tradition spiste Maria (Maryam) dadler under Jesu (Isa) fødsel, hvilket understreger deres historiske betydning.
Nogle muslimer bryder også fasten med oliven, som også betragtes som sünnet. Oliven er derfor også et oplagt valg til iftar-bordet.

Forret: Tyrkisk bryllupssuppe – Gülüklü Corbasi
Tyrkerne starter typisk iftar med noget let og nemt at fordøje. Efter en hel dag uden mad og drikke kan maven få et chok, så en næringsrig suppe er en god måde at starte på.
Der findes mange lækre tyrkiske supper, men vi anbefaler den traditionelle tyrkiske bryllupssuppe. Den er både mættende og fyldt med gode næringsstoffer, da den indeholder kikærter og ris som kulhydratkilder samt både oksekød og kylling, der giver masser af protein.
Suppen stammer oprindeligt fra Alanya og har fået sit navn, fordi den ofte serveres til bryllupper. Dog kan den nydes året rundt og er en favorit blandt mange.
Til suppen passer det perfekt at servere ramazan pidesi, på dansk oversat til ramadan pide. Det er et lækkert blødt og luftigt brød. Tyrkerne elsker brød, så lad det endelig blive stående på bordet henover hovedretten.

Tyrkiske salater / Mezze retter
Friske salater og mezze-retter er det perfekte tilbehør til hovedretten.
Vi anbefaler Black Eye-bønnesalat – Ülübü Piyazi, en sund og lækker tyrkisk bønnesalat. Den serveres traditionelt som en mezze-ret eller som tilbehør til en hovedret. Black Eye-bønner, også kendt som börülce karnıkara på tyrkisk, er rige på protein og fibre, hvilket gør dem ideelle til at bryde fasten med. Derudover er retten vegansk, så alle kan nyde den sammen.
En anden anbefaling er den klassiske tyrkiske hyrdesalat – Çoban Salatası, det er en frisk, finthakket salat, der ofte serveres i små skåle til hver gæst. Det, der giver salaten sin unikke smag, er den tyrkiske granatæblesirup / nar ekşisi. Siruppen kan nemt findes i tyrkiske supermarkeder i Danmark.
Hvis du vil gøre lidt ekstra ud af måltidet, kan du også tilføje yogurtlama, en enkel men velsmagende ret med stegte grøntsager og hvidløgs-yoghurt. Peberfrugterne steges let, hvorefter de toppes med en cremet yoghurtdressing. Denne ret vil være en flot og farverig ret at have på bordet og kræver minimal indsats, men som giver et flot udtryk på bordet.

Hovedret: Tyrkisk kylling med ris – Tavuklu Pilav
Tavuklu Pilav er en simpel, men meget velsmagende ret. Det er også en ret de fleste mennesker kan lide. Samtidig er det en fordel at alle ingredienserne kan fås i et almindeligt dansk supermarked, så man undgår at jagte ingredienser. Tyrkerne har en hel speciel måde at tilberede ris på, som gør at deres ris er klistret og fugtige, så man slet ikke behøver sovs til retten, som mange danskere er glade for.
Server retten flot på et fad med risen nederst, derefter den hakkede persille. Ovenpå persillen placeres kyllingekødet. Drys med salt, peber og chiliflager.

Dessert: Güllac, te og frugt
Klargør tyrkisk te, server gerne teen i traditionelle tulipanformet te glas. Til teen kan du servere den traditionelle tyrkiske ramadan dessert Güllac og Ramadan Sherbet.
Güllac en let og luftig kage lavet med masser af mælk, som både er lav på kalorier og nem at fordøje. Efter en hel dag med faste er det vigtigt at vælge skånsom mad, der ikke belaster maven – og her er Güllac et perfekt valg.
For at fuldende bordet kan du også anrette et flot fad med friske frugter, som giver en dejlig frisk afslutning på måltidet.
Pynt bordet pænt
Det er selvfølgelig en god idé at pynte bordet flot og anrette maden i pæne skåle og fade, det gør iftarbordet endnu mere indbydende.
I mange danske supermarkeder kan man finde ramadan-pynt, men du kan også lade kreativiteten få frit spil og dække bordet, præcis som du synes. Der er ingen regler, så du kan gå efter et klassisk tyrkisk udtryk eller give borddækningen et skandinavisk/dansk twist – det er helt op til dig.
Uanset hvordan du vælger at fejre det, ønskes du en glædelig ramadan!
Ramadan Mubarak og velbekomme!
Kunne du lide den artikel? Husk at like os på Facebook og få meget mere fra os!
Denne artikel omhandler:
- Tyrkisk mad til iftar
- Sådan laver du en Iftar middag
- Opskrifter til Iftar
- Tyrkisk mad til Ramadanen
- Ramadanen
- Alanya ramadan Iftar