Opskrift: Tyrkiske kødboller – Köfte
Köfte er en af de mest populære retter i Tyrkiet.
Köfte er Tyrkiets variant af kødboller, og de tyrkiske kødboller er fyldt med smag, nemme at lave og helt perfekte til aftensmaden.
Köfte har rødder, der går flere hundrede år tilbage og menes at stamme fra Mellemøsten og Centralasien, hvor nomadiske folkeslag hakkede kød og tilføjede krydderier for mere smag.
Retten blev senere spredt langs Silkevejen, der forbandt Asien og Europa via Persien (Iran) og det nuværende Tyrkiet, hvor herberger langs ruten udviklede deres egne varianter.
En anden opfattelse af rettens oprindelse er, at frikadellen eller kødbollen blev opfundet af romerne. Romerrigets udbredelse kan således også have spredt retten på samme måde, som Silkevejen naturligt har gjort det.
I dag er frikadeller/köfte en fast del af mange køkkener verden over.
Der er også historisk dokumentation på, at tyrkisk köfte har været inspiration til de svenske köttbullar. Den historie kan du læse mere om her.



Tyrkiets mange köfte opskrifter
Tyrkerne elsker Köfte, fordi det er enkelt, nemt, mættende og fyldt med smag. Mange familier har deres egen opskrift, der går i arv gennem generationer. Der findes over 200 forskellige typer Köfte i Tyrkiet, fra de klassiske grillede İnegöl Köfte til de krydrede og saftige İzmir Köfte i tomatsauce.
Selvom det tyrkiske køkken er kendt for sine kødretter, spiser tyrkerne også masser af grøntsager, bælgfrugter og mejeriprodukter.
Kød er ofte en luksus, der nydes i moderate mængder og typisk kombinerer de tyrkiske husmødre hovedretten med friske salater, ris, bulgur, brød, tyrkisk tzatziki eller andre hovedretter såsom kåldolmer.
Köfte er ikke bare en almindelig kødret, men en central del af den tyrkiske madkultur, der afspejler landets rige traditioner.
Köfte minder meget om de klassiske danske frikadeller. Begge retter er lavet af hakket kød, krydderier og formet til små, lækre boller, der både er mættende og smagfulde. Forskellen mellem tyrkisk köfte og danske frikadeller er valget af kød og hvor krydret de er. Tyrkisk köfte vil ofte blive tilberedt med mere krydderi end frikadeller gør.

Opskrift på tyrkiske kødboller – Köfte
Til: 4-6 personer. Tid: 30 min. Kategori: Hovedret
INGREDIENSER
500 g hakket oksekød med medium fedtindhold
1 løg
2 fed hvidløg
1 æg
50 ml rasp
1 håndfuld persille
1½ tsk salt
½ tsk sort peber
1 tsk spidskommen
Olie til stegning
TIL ANRETNING:
Köfte kan serveres på mange måder, alt efter hvad man foretrækker.
Friske salater passer altid godt til kød, og ellers er det ideelt at servere retten med enten fladbrød eller ris. Tyrkisk tzatziki ville også være lækkert til kødet.
En god suppe kunne også være en god forret anrettet med lime/citron. Du kan f.eks. servere disse supper:
- Tyrkisk rød linsesuppe (Mercimek Çorbası) – En fyldig linsesuppe.
- Tyrkisk kødbolle suppe (Topalak) – En suppe, hvor kødet både kan bruges i selve köfte-retten og suppen.
- Tyrkisk landsby suppe (Yayla Çorbası) – En cremet landsby suppe.
Når det kommer til salater, kunne disse være gode valg:
FREMGANGSMÅDE
Hak løg, hvidløg og persille fint.


Kom det hakkede kød i en stor skål, og rør det sammen med løg, hvidløg og ægget. Tilsæt rasp, persille, salt, peber og spidskommen.

Man kan også tilsætte paprika og chili for en ekstra intens smag.

Ælt farsen godt med hænderne, til den er ensartet og let at forme.

Tag en lille håndfuld fars og tril den til en kugle. Tryk den derefter let flad, så den får den aflange form, som er klassisk for tyrkiske Köfte. Du kan også lave dem runde, hvis du foretrækker det.

Varm lidt olie på en pande ved middel varme. Steg kødbollerne i 8-10 minutter, mens du vender dem jævnligt, indtil de er gyldne og gennemstegte. Alternativt kan kødbollerne også grilles.

Når alle dine köfte kødboller er stegt serveres de varme.
Afiyet olsun!

Tyrkisk köfte – både med og uden kød
Köfte er en af de mest elskede retter i det tyrkiske køkken og findes i utallige varianter på tværs af landet. Selvom köfte ofte forbindes med hakket kød, findes der også lækre veganske versioner, der ligesom dem med kød har dybe rødder i tyrkisk madkultur.
De mest traditionelle köfte laves med hakket okse- eller lammekød, krydret med forskellige krydderier, løg og urter. Köfte som du finder i denne opskrift er en af de mest almindelige og serveres typisk stegt eller grillet med brød, tomater og peber. İnegöl Köfte, der stammer fra Bursa-regionen, har en enklere smag med færre krydderier, mens Tekirdağ Köfte er kendt for sin saftige konsistens og krydrede aroma.
Adana Köfte og Urfa Köfte er to af de mest krydrede varianter, ofte serveret på spyd og grillet over åben ild. Adana Köfte er stærkere krydret end Urfa Köfte.
Tyrkiet har også en lang tradition for at lave lækre veganske köfte, der ofte er baseret på enten bulgur og linser. Den mest populære af de veganske köfte er Çiğ Köfte, som oprindeligt blev lavet med råt kød, findes i dag hovedsageligt i en vegansk version, hvor bulgur, tomatpuré, løg, hvidløg og stærke krydderier æltes sammen til en intens smagsoplevelse. Çiğ Köfte findes over hele Tyrkiet og her kan man købe hurtig take-away i form af durums eller dele fade, som flere kan spise sammen.
En anden populær vegansk köfte er Batırık köftesi, der stammer fra centralanatolien (den centrale del af Tyrkiet). Den minder meget om Çiğ Köfte, da den også laves med fint bulgur, tomatpuré og løg. Det, der gør Batırık unik, er tilsætningen af tahin, som tilfører en lækker, nøddeagtig smag.
Der findes også Mercimek Köfte, hvor røde linser koges og blandes med fin bulgur, krydderier og urter, hvorefter de formes til små, aflange köfte. Mercimek köfte bliver ofte serveret som en mezze ret når man er på Meyhane restauranter eller serveret i private hjem, hvor den bliver lavet som en ret frokost, som serveres sammen med salatblade og citron. Du kan også lave Mercimek Köfte derhjemme med vores opskrift, som du finder her.
Kunne du lide den artikel? Husk at like os på Facebook og få meget mere fra os!

Denne artikel omhandler:
- Tyrkisk mad opskrifter
- Tyrkiske köfte opskrifter
- Mad fra Tyrkiet
- Opskrifter på tyrkisk mad
- Köfte opskrift
- Opskrift på tyrkisk köfte
- Tyrkiske kødboller
- Tyrkiske frikadeller
Billederne er udarbejdet i samarbejde med Alanya.Dk, tyrkiske opskrifter og danskityrkiet.dk. Overtrædelse af ophavsretten medfører både et erstatningskrav og krav om øjeblikkelig fjernelse af materialet.
PIN IT
